(navigation image)
Home American Libraries | Canadian Libraries | Universal Library | Community Texts | Project Gutenberg | Children's Library | Biodiversity Heritage Library | Additional Collections
Search: Advanced Search
Anonymous User (login or join us)
Upload
See other formats

Full text of "Den Danske Stjerne"

EU 
STJERNE 

Nr. 9 • September 1970 • 119. Årgang 






Det 

inspirerende 

budskab 

ÆLDSTE MARION G. ROMNEY 
Medlem af De Tolvs Råd 



I 1831 gav Herren denne instruktion: „Og atter: Om forældre i Zion eller i 
nogle af dens organiserede stave har børn og de ikke underviser dem i læren 
om omvendelse tro på Kristus, den levende Guds Søn, og om dåb og den 
Helligånds gave gennem håndspålæggelse, når de er otte år gamle, skal syn- 
den hvile på forældres hoveder. Thi dette skal være en lov for Zions ind- 
byggere og i alle dets organiserede stave." (L&P 68:25-26). 
Verden udvikler sig i synd . . . Satan, vor fjende, arbejder af alle kræfter på at 
udøve vold mod retfærdigheden. Vore børn og unge er målet for hans største 
angreb. De er overalt genstand for ond og umoralsk propaganda. Hvor de end 
vender sig, påtvinges de ondskab, der er udformet så snedigt, at den om 
muligt kan forføre og ødelægge hver hellig ting og ethvert retfærdigt princip. 
Hvis vore børn skal have den fornødne styrke til at holde stand imod dette 
sataniske angreb, må de oplæres og trænes i hjemmene, som Herren har 
anvist. 

Lad derfor enhver som bærer præstedømmet i sin kaldelses kraft og majestæt 
bringe orden i sit eget hjem, lad ham regelmæssigt deltage i hjemmeaftenerne 
og på anden vis opdrage sine børn „i lys og sandhed" (L&P 93:40), lad ham 
modtage hjemmelærergerningen og trofast, formane, opmuntre og inspirere 
sin egen familie, så enhver af dem følger hans eksempel. Så vil Zions børn 
blive i stand til a modstå djævelens bedrag, og så vil Kirken begynde at „stå op 
og skinne, så (jeres) lys må blive et banner for folkene." (L&P 115:5). O 



INDHOLDSFORTEGNELSE 

Den fundamentale lære. Af Præsident Joseph Fielding Smith 259 

Nylige udnævnelser af Generalautoriteter. 

Boyd K. Packer fra De Tolvs Råd. Af Jay M. Todd 260 

Joseph Anderson, assistent til De Tolvs Råd. Af Albert L. Zobell, jr 262 

David B. Haight, assistent til De Tolvs Råd. Af Mabel Jones Gabbott 263 

William H. Bennett, assistent til Tolvs Råd. Af William T. Sykes 264 

Freda Joan Jensen Lee — Et løfte opfyldes. Af Mabel Jones Gabbott 266 

Først: Tro. Af Steven Affleck 269 

Det Præsiderende Biskopråd taler til forældre om samhørighed 272 

Lima bønner. Af Jim Jardine 273 

Ifør jer Guds fulde rustning. Af Harold B. Lee 274 

For Tid og Evighed. Af W. Glenn Harmon 277 

Mormon's Bogs perspektiver om velstand. Af Dr. John W. Bennion 280 

Plansakte konsekvenser. Af Blaine N. Lee 282 

Børnenes sider: Hvorledes det onde kan blive vendt til det gode. Af Carol C. Smith 65 

En ged ved navn Rudolfo. Af Rosalie W. Doss 67 



Forsiden 

På denne måneds forside er der fire mænd, som for nylig er blevet udnævnt 
som General Autoriteter. Det er: Ældste Boyd K. Packer fra De tolvs Råd 
(øverst til venstre), ældste Joseph Anderson (øverst til højre), ældste David 
B. Haight (nederst til venstre), og ældste William H. Bennett (nederst til højre), 
Rådgivere til De Tolvs Råd. O 




DEIV 

STJERNE 

Organ for JESU KRISTI KIRKE 
AF SIDSTE DAGES HELLIGE 

Nr. 9 ■ September 1970 
1 19. Årgang 



Udgivet af 

Den danske Mission af Jesu 
Kristi Kirke af Sidste Dages 
Hellige 

Dalgas Boulevard 164 
2000 København F. 
Telf. Fasan 9901 
Postgiro 333.38 

Paul L. Pehrson 
missionspræsident, 
ansvarshavende redaktør 

Nyheder: 

Mary Kaiser, redaktør 

Koordinator: Evy J. Pedersen 

Den danske Stjerne udkommer 
den 1. i hver måned. Abonne- 
mentsprisen (inkl. porto) er i 
Danmark kr. 13.- pr. halvår, 
kr. 25.- for et helt år, i udlandet 
$ 3.- pr. halvår, $ 5.- for et 
helt år. I løssalg kr. 2.50 pr. 
nummer. Betaling ved check 
udstedt til Den danske Stjer- 
ne, Priorvej 12, København F. 
eller gennem postgiro 333.38 
til Jesu Kristi Kirke af Sidste 
Dages Hellige. (De nævnte pri- 
ser er inklud. moms.) 

Tryk: 

Paul Giese KG, Offenbach/M., 
Deutschland 

Layout: 

PBO-Layout-Center, Frankfurt 




Gud står ved sin Kirkes ror. Jeg fryder mig, som jeg 
ved, at du fryder dig over denne store, fundamentale 
sandhed. Kirken er ikke menneskers arbejde. Den 
blev ikke indstiftet af mennesker. Den blev oprettet 
af denne verdens Herre og Frelser. Jeg bærer vid- 
nesbyrd om, at Joseph Smith blev kaldet og udnævnt 
nøjagtig på den måde, han bar vidne om. Nemlig, 
at han blev kaldet til at tjene i denne uddeling, vi 
lever i. Kaldet til at oprette Evangeliet i dets fylde 
og til at genrejse præstedømmet, som er en kraft 
fra vor Fader i himmelen, ved hvilken vi er i stand til 
at virke i alle Evangeliets ordinancer til frelse for 
menneskenes sjæle. 

Jeg er aldeles overbevist om disse sandheder. Her- 
ren har ikke forladt os, for at vi skulle flakke omkring, 
Han har ikke ladt os alene i verden, for at vi skulle 
famle os frem i mørke. Hans Kirke ledes af åben- 
baringens ånd, og Herrens inspiration hviler på dem, 
der leder den. 

Når jeg studerer Evangeliets principper, fryder mit 
hjerte sig over den store sandhed, at dette arbejde 
er baseret på fundamentale principper, der ikke 
forandres. De må ikke — de kan ikke — forandres 
for de er evige. Vi tror på fremgang, men vi kan ikke 
erstatte det, Herren har givet os, eller den plan Han 
har indført og åbenbaret for os, ved hvilken vi kan 
blive frelst, med menneskers ideer. 
Medens mennesker kan udforme planer, indføre 
teorier, komme med mærkelige påvirkninger og 
samle og undervise i mange underlige lærdomme, 
er der en lære, som er fundamental, og fra den kan 
vi ikke vige: alle ting er samlet i og omkring Herren 
Jesus Kristus, verdens Frelser. Vi anerkender Ham 
som Faderens enbårne Søn født i kødet, den eneste 
som, iført kødet, har haft en fader, som var udødelig. 
På grund af Hans førstefødselsret og de omstændig- 
heder, der omgav Hans komme til jorden, blev Han 
menneskenes forløser, og gennem udgydelsen af 
Hans blod, har vi fået det privilegium at vende til- 
bage til vor Faders nærhed, på betingelse af, at vi 



omvender os og accepterer forløsningens store plan, 
hvis ophav Han er. Disse tanker får mig til at re- 
flektere en smule over Kirkens organisation — på 
hvordan Herren har grundlagt alle ting i den rette 
orden og givet os et perfekt system. Mennesker kan 
ikke forbedre det. Hvis vi ville udføre det, som 
Herren har åbenbaret, som Han har åbenbaret det, 
så ville alle ting være fuldkomne, for organisationen 
er en fuldkommen organisation, dens teori — planen 
bag den — er uden mangel. Det blev ikke altsammen 
skænket os med det samme på én gang — det bliver 
stadig åbenbaret for os, når vi behøver det — og 
derved bliver det tydeligt, at Joseph Smith — ifølge 
sine udtalelser — var undervist af Gud. 
På denne måde forberedte Herren planen og åben- 
barede den for os, så at vi kunne vandre med kend- 
skab til sandheden, i retfærdighed og ydmyghed. 
Hvis vi følger den så fuldkomment, som det var Her- 
rens mening, at vi skulle, så ville der ikke være no- 
gen synd og overtrædelse i Kirken, der ville ikke 
være nogen kritik og jalousi, og der ville ikke findes 
misundelse, strid og bitterhed i hjerterne på med- 
lemmerne af denne Kirke. Alle disse ting ville op- 
høre, og vi ville stå med een samlet front og med 
ét ønske i vore hjerter om at tjene Herren og holde 
Hans befalinger. 

Herren er med Kirken. Han leder os. Hans ånd hviler 
på dette folk. Hvad Han kræver af os er, at vi tjener 
Ham i ydmyghed og af vort ganske hjerte og sjæl. 



O 

259 



Nylige udnævnelser af General autoriteter 



BOYD K. PACKER 



FRA DE TOLVS R 



AD 



AF JAY M. TODD. 



Navnet Ældste Boyd K. Packer er ikke nyt for Kirkens 
medlemmer. Han har været General Autoritet i ni år og er 
kun 45 år gammel. Hellige mange steder på kloden har 
hørt hans råd givet enkelt og oprigtigt, på en fængslende 
måde og samtidig fremhævet af hans barske form for 
humor. 

Efter at have besøgt ham, husker man et ukueligt smil 
og et behageligt væsen. Som en mand mellem mænd 
har han gennem flere år, end man skulle tro efter hans 
alder, vidst, hvad det betyder at besidde visdom og at 
prøve at give udtryk for denne. 

Men det er som én, der nylig er blevet opretholdt til 
profet, seer og åbenbarer — som alle medlemmer af De 
Tolvs Råd er — at Ældste Boyd Packer på en ene- 
stående måde er kommet på den rette hylde — ene- 
stående og forbavsende for ham selv. 
Hans livs data kan hurtigt anføres: ungdomsår i Brigham 
City i Utah, gift med Donne Smith i Logan templet. Me- 
dens han i tyverne, blev uddannet til lærer, tjente han 
samtidigt gennem seks år som medlem af højrådet og 
fire år som medlem af et byråd, på samme tid blev han 
belønnet med en særlig kommunal tjeneste til udmær- 
kelse, hjælpe-administrator ved Kirkens seminarier og 
læreranstalter (stadig medens han var i tyverne), og 
endelig hans kaldelse i 1961 (hvor han lige rundede de 37 
år), som assistent til De Tolvs Råd. 

Men manden, hans mission, og hvad han står for kan 
ikke så hurtigt opridses. Disse oplysninger findes i hans 
ord (der her er fremhævet med kursiv) og i udtalelser af 
dem, der kender ham bedst: 

„For en del år siden valgte jeg forskellige grundlæg- 
gende formål med livet — en ting, som jeg ønskede at 
blive og at udføre. Først ønskede jeg at blive en god far. 
Dette måtte ikke begrænses af beskæftigelsesmæssigt 
valg eller miljø. Jeg følte, at det, at være en god far, 
ville være et permanent anker for min orientering og at 
udkomme, hobbies, ja selv sociale muligheder måtte 
vejes for at se, om de var beslægtet med dette ideal eller 
ej. Jeg lærte snart, at den fuldkomne plan for faderskabet 
var Evangeliet. Når jeg ønsker at vide, hvordan jeg kan 
være en god fader, så går jeg i Kirke, ser hvad skrifterne 
siger og hører på autoriteterne. Dette har været mit 



lager for viden og kunskab. Hjemmet er midtpunktet i 
Evangeliet — og mit liv. Af alle steder — og jeg har 
ellers set nogle interessante og spændende steder — vil 
jeg helst være hjemme — hellere end noget andet sted". 
Ældste Packer og hans hustru („som jeg beskedent ind- 
rømmer er fuldkommen") er forældre til ti børn — syv 
drenge og tre piger. Deres lille gård, der ligger i den 
sydlige del af Salt Lake Dalen, er i sandhed et tilflugts- 
sted og en sikker havn. På mange måder synes jeg, at 
det er lettere at opdrage en stor familie. Det kommer an 
på, hvad du ønsker at gennemføre. Hvis du ønsker 
materielle fordele eller goder, vil du af indlysende grunde 
få færre børn, fordi du så bedre kan sørge for den 
enkelte. Men, hvis du prøver på at undervise i uselvisk- 
hed, ansvar, samarbejde, og hensyntagen til hinanden, 
så kan disse ting kun opnås, hvis der er tilstrækkeligt 
med mennesker. Vi fandt ud af, at de ekstra materielle 
goder pr. børn opnåedes ved at lære børnene sparsom- 
melighed og at udføre noget og lave en hel masse selv. 
„Jeg lærte dette, da jeg voksede op og syntes, at mine 
børn fortjente at få de samme betingelser". 
Som det tiende af 11 børn, født af Ira W. og Emma 
Jensen Packer, Ældste packer født den 10. september 
1924, ved Ældste Packer, hvad han taler om når han taler 
om store familier: „Det er lidt vanskeligt at forklare, 
hvorfra jeg har min indstilling, hvis jeg ikke fortæller om 
den familie, jeg stammer fra. 

Hvad antal angår, var vi rige og ved at have en far og 
mor, der var indstillet på at vie hele deres liv til at 
opdrage en god familie. Det er sandt, når jeg siger, at 
blandt alt, hvad jeg kender her i livet, der er værd at 
nævne, er det jeg lærte af min familie — forældre, 
brødre, søstre — og af min egen familie, hvor jeg stadig 
får en endnu større udvikling". 

„Det andet mål, jeg satte mig, var, at jeg ønskede at 
være god. De fleste mennesker ville skamme sig over 
at indrømme dette. Det gør jeg ikke. Jeg ønskede bare 
at være god, god på en eller anden måde. Mest af alt 
ønskede jeg at være en god søn både overfor min 
jordiske far og min himmelske Far. Jeg har aldrig syntes, 
at jeg fortjente at have gode børn, hvis ikke jeg selv 
kunne være et sådant. Jeg havde en idé om, at vi yder 



260 



noget til vor himmelske Faders ære, når vi tilføjer noget 
mere værdifuldt rent individuelt i vore egne liv. Jeg følte, 
at jeg ikke var værdig til at modtage noget, som jeg ikke 
selv var villig til at yde". 

Selv hans personlige interesser, antyder noget om hans 
sjæls natur: „Du kommer ikke til virkelig at kende ham, 
før du har gået gennem en skov sammen med ham" 
siger hans ven gennem lang tid, Præsident A. Theodor 
Tuttle fra De halvfjers Første Råd. „Boyd elsker naturen, 
han elsker bjerge, dyr og særligt fugle. Han er en 
ivrig iagttager af fugle. Når han hører eller ser 
en fugl, er han i stand til at identificere den. 
Han kender fuglene, deres navne og vaner, og elsker at 
male dem og lave skupturer af dem, og han er meget 
dygtig til det. Han er et fint naturtalent, og kunne måske 
have været en god natur-maler. På væggene i et af de 
hjem, hvor han har boet, malede han hver eneste fugl, 
der var almindelig på netop den egn. Det var smukt, og 
fuglene var malet på en smuk måde. Han har stor ærbø- 
dighed for livet — træer, planter, dyr og især fugle". 
„En ting, som man kan sige om ham", tilføjer en anden 
bekendt, „er, at han forskønner ting. Han fikser ting 
op ■ — maler, skurer, hamrer, planter, pløjer — alene og 
med sin familie. Han får alt omkring sig til at synes ven- 
ligt, behageligt og smukt på en særlig skabende måde". 
„Da han var seminarie-administrator", siger en ven, 
„udalte en af de ældre lærere, en god menneskekender." 
Denne mand har en af de skarpeste hjerne, som jeg 
nogensinde har mødt. Med denne udtalelse mener jeg, 
at han kan få noget fornuftigt ud af tingene og anbringe 
dem i den rigtige rækkefølge". En anden bekendt siger, 
„Jeg har alrig set ham gøre eller sige noget, uden at der 
var en særlig filosofi bag det. Jeg spurgte ham engang, 
,hvor stammer al din visdom fra?' " 



Spørgsmålet kan godt gøre ham lidt usikker men ikke 
svaret, som er en hemmelighed, Ældste Packer af hele 
sit hjerte tror, at alle Kirkens medlemmer nødvendigvis 
må opdage selv: „For mig synes det, at der er en stor 
kraft i Kirken — i os alle sammen — som er uudnyttet, 
fordi vi altid synes at ville gøre tingene på vores egen 
måde, selvom vi på Herrens måde kunne opnå meget 
større resultater. Og så, når vi ikke ved, hvad vi skal 
gøre eller tænke, eller hvad der måtte være Herrens vej 
og vilje, så spørger vi ikke. Hvorfor taler vi ikke med vores 
far? På en særlig måde angående virkelige problemer lige 
så tit, som vi ville gøre det med vor jordiske far, hvis han 
var i nærheden?" „Han er i udstrakt grad en bønnens 
mand", siger en medarbejder. „Han beder om ting. Han 
har lært, at lytte til Herren". 

Ledelsen af enkeltpersoner kræver administrative evner 
og lederskabsevner. På disse felter har Ældste Packer 
længe været fremragende: „Han er den naturlige leder, 
fordi han ejer en personlighed blandet med et resolut 
formål, som indgyder tillid", udtaler en medarbejder. 
„Han er en mand som behandler en mand, som han 
skulle behandles", siger hans underordnede. „Når han 
overdrager autoritet, så giver han den. Du finder hurtigt 
ud af, at når du taler, så taler du også på hans vegne. 
Dette gør, at du ønsker at yde dit bedste, være mere 
skabende, mere ansvarsfuld, og at du ønsker at være alt 
det som du selv ønsker at være". 

Sådan er Ældste Boyd K. Packer's tanker og de men- 
neskers tanker, som kender ham godt. Dette er en delvis 
portræt-skitse af den mand, som for ikke længe siden 
blev kaldet til den tomme plads i De Tolvs Råd. Ram- 
mende siger en af hans Generalautoritet's kollegaer: 
„Kirken vil hurtigt indse, at Herren gjorde ret med sit 
kald og at Herren ikke begår fejltagelser". 



Forreste række: Ældste Packer, 

søster Donna Packer, Eldon, 

Spencer, Lawrence. Bageste 

række: Laurel, Russell, David, 

Allan, Gayle og Kathleen. 

Kenneth (det indsatte billede) 

er på mission. 




il 



261 




Forreste række fra venstre mod højre: Jean A. Anderson, Ann Card, Elaine Anderson Card, Michael (på gulvet) og Lane Card, 
ældste Joseph og søster Norma Anderson, Scott (baby) Judy og V. Robert Peterson. Bageste række fra venstre mod højre: 
Barbara, Shari, Joseph og Joseph Robert Anderson, William Card, Bette Anderson Peterson, David, Kimberly (baby) og Kathy 
Wright. 



JOSEPH ANDERSON 



ASSISTENT TIL DE TOLVS R 



AD 



AF ALBERT L. ZOBELL, JR. 



Joseph Anderson er født den 20. november 1889 i Salt 
Lake City, søn af Georg og Isabella Watson Anderson, 
der var skotske emigranter. Hans far var jernbanemand. 
Som barn i Roy Ward i Utah, blev han opretholdt som 
Primary sekretær. Dette var den første af mange sekre- 
tær poster, han har bestredet, en tillidspost og en vigtig 
detalje i Kirkens tjeneste, som han tilførte værdighed og 
effektivitet. 

Han fik eksamen fra Weber Akademiet i Ogden, Utah, i 
1905, da David O. McKay var skolens leder. Han blev 
kaldet til den Svejsisk-Tyske Mission i oktober 1911. Her 
tjente han som „conference president" og sekretær fra 
begyndelsen af juni 1912 og fuldførte denne mission i 
maj 1914. 

Da han forespurgte om at komme til at tjene som 
præsident Grant's sekretær i 1921, blev han indbudt til 
at sidde i Tabernakel-menigheden ved GUFs juni kon- 
ference og nedskrive Præsidentens budskab. Han ac- 
cepterede, sendte sin rapport ind og ventede. Intet skete. 
Senere fik han at vide, at Præsident Grant skulle tale 
til Sidste Dages Hellige studenter i Assembly Hall på 
sin fødselsdag den 22. november 1921, og at han gerne 
ville have, at Joseph Anderson kom og nedskrev hans tale. 
„Mit arbejde overraskede Præsident Grant. Jeg blev 



hans sekretær den 1. februar 1922 og var sammen med 
ham gennem 23 år, indtil han gik bort. To mænd kunne 
ikke have været mere knyttet til hinanden, end vi var. 
Vi rejste overalt sammen. Vi nar næsten som far og søn". 
Gennem det meste af den tid, han tjente som Præsident 
Grant's sekretær, var han også Det Første Præsident- 
skabs sekretær og efter Præsident Grant's død i 1945, , 
fortsatte han med at tjene som Det Første Præsident- 
skabe sekretær. Gennem mange år har hans pligter 
medført, at han blandt andre ting har gjort tjeneste med 
at føre tidspunkterne ved Det Første Præsidentskabs 
møder, ved Præsidentskabets ugentlige møder og ved 
De Tolvs Råd's samlinger i Salt Lake City Templet. 
„Jeg var en meget nær bekendt af Præsident McKay fra 
den tid, hvor jeg begyndte som student ved Weber 
Akademiet. Jeg har aldrig nogen steder haft en lærer, 
der kan måle sig med Præsident McKay. Han var en 
mand med en stor personlighed og fremsyn, en mand, 
der var beundret. I sandhed, han var Guds profet. 
„Jeg har altid elsket og beundret Præsident Joseph Fiel- 
ding Smith for hans kendskab til Evangeliet og Skrifterne 
og hans hengivenhed for Herrens sag. Han er en god- 
hjertet, elskelig mand, som har følt en pligt til at prædike 
omvendelse for folket: Herren har sagt, „Tal intet andet 

(Forts, på side 265) 



262 



DAVID B. HAIGHT 

ASSISTENT TIL DE TOLVS rRd 



AF MABEL JONES GABBOTT. 



„En af vort samfunds udfordringer", siger ældste David 
B. Haight," er at lære at komme ud af det med andre 
folk — at forstå deres behov, deres ønsker, og deres 
stræben. 

For denne nylig udnævnte assistent til De Tolvs Råd, er 
det at arbejde med mennesker ikke blot en udfordring, 
men en fornøjelse. 

„Jeg synes om mennesker", siger bror Haight. „Jeg nyder 
at være sammen med dem og at arbejde med dem. Det 
meste af mit liv har jeg anvendt til at arbejde sammen 
med mennesker — i min forretning, i flåden, i mit enga- 
gement i kommunale anliggender og i Kirken". 
Ældste Haight er født i Oakley, Idaho, den 2. september 
1906, og søn af Hector Caleb Haight og Clara Josephine 
Tuttle. Han blev gift i 1930 med Ruby Olson fra Fairview, 
Utah. De har tre børn — to sønner og en datter — og 
13 børnebørn. 

„Vi har altid været en familie med et meget nært sam- 
menhold", siger ældste Haight. Søster Haight, de tre 
børn og nogle af børnebørnene var tilstede i Tabernaklet 




Søster Ruby Haight og ældste Haight. 




mandag morgen for at støtte ham i hans nye stilling i 
Kirken. 

Ældste Haight's bidrag til Kirken er forskellige og 
interessante. Han var medlem af et grenspræsidentskab 
og var medlem af højrådet i Palo Alto Stav, da han blev 
kaldet til at være præsident for den Skotske Mission. 
Han tjente ligeledes som regional repræsentant for De 
Tolvs Råd en opgave, som han siger," Jeg nød af ganske 
hjerte. Det var godt at mødes med stavs-præsidenterne, 
deres rådgivere og biskopperne og hjælpe dem med at 
se Evangeliets plan i dets storhed. Jeg nød til fulde den 
opgave med at arbejde med disse brødre og at forsøge 
at kommunikere med dem og forstå deres behov og 
problemer. I dette spørgsmål vedrørende kommunikation, 
prøver vi at flytte, hvad der findes i vort sind over til 
den anden person's sind- og", tilføjer han, „dette er en 
del af vort engagement i forbindelse med andre men- 
nesker." 

Aktivt engagement med andre mennesker stammer fra 
ældste Haight's tid på Logan College i Utah, hvor han 

(Forts, på side 265) 




David og Angela Bowen Haight og deres 5 børn. 




Jon og Karen Haight Huntsman og deres 6 børn. 



Robert og Dorothy Hurst Haight og deres 2 børn. 



263 







Forreste række: Jacqueline, ældste Bennett, Camille Kay, Sulee, Deborah. Bageste række: William Bradford, Mary Ann og søster 
Patricia Bennett. 



WILLIAM H. BENNETT 



m 



ASSISTENT TIL DE TOLVS R 



AD 



AF WILLIAM T. SYKES 



Vendingen „Jeg har lært, at man sommetider lærer livets 
lektie mere effektiv gennem nederlag end gennem sejr", 
har en dybere betydning for William Hunter Bennett, hvis 
række af sejre strækker sig langt langs den vej, han 
har vandret. Ordet nederlag synes ikke rigtigt at passe 
i forbindelse med denne næsten to meter høje mand, 
hvis beslutning om at søge kundskaber på den højere 
uddannelses område, har ført ham fra en gård i Alberta 
Canada, til en hædersplads blandt lærde i Amerika. 
En af de sværeste lektier i nederlag fik han, i en alder 
af 15 år, da han måtte gå ud af skolen. En række tørre 
år med ringe høst og deraf følgende dårlig økonomi 
gjorde, at han blev nødt til at blive hjemme fra skolen, 
og da han derfor kom bagefter de andre elever, mistede 
han modet og forlod skolen. To år senere vaktes han 
til handling på grund af nogle udtalelser — fulde af in- 
spiration — fremsat af Hugh B. Brown, der på det tids- 
punkt var præsident for Lethbridge Stav og af sin onkel 
Archibald F. Bennett, der senere blev sekretær for det 
Genealogiske Selskab. Han mindes hvordan, „jeg gik ud 
i sukkerroemarken med en hakke i hånden og gav mig 
til at betragte min fremtid. Jeg besluttede at vende til- 
bage til skolen og ville — først og fremmest overfor mig 
selv — og dernæst overfor mine forældre, brødre, 
søstre og venner vise, at jeg kunne klare det". 



William H. Bennett er født i Taber, Alberta, Canada, den 
5. november 1910 og søn af William Og Mary Walker 
Bennett. Han hævder at nedstamme fra indianerne, hvil- 
ket er bevist gennem undersøgelser foretaget af Archi- 
bald F. Bennett. 

På trods af det pres hans akademiske bestræbelser har 
lagt på ham, har ældste Bennett altid taget sig tid til at 
tjene i Kirken. Han har været aktiv i GUF, Søndagssko- 
len, og af præsidentskabet i East Cache Stav. Han har 
ligeledes tjent i Kirkens Præstedømme Mission og i 
Velfærdskommitér. Da han modtog sit kald til at blive 
assistent til De Tolvs Råd, var han Distriktets stedfor- 
træder og ledede Logan og Cache distrikter. 
Ældste Bennett blev viet til Patricia June Christen- 
sen den 12. april 1950 i Logan Templet. De har seks 
børn. 

Ældste Bennett har en dybt følt interesse for alle men- 
neskers problemer — både unge og ældre. 
Som lærer og religiøs leder har han givet sig tid til at 
lytte til ungdommen og hjælpe dem med deres akade- 
miske og personlige problemer. Han minder til stadighed 
sine børn om værdien af høje standarder. Om unge men- 
nesker i dag, siger han: „Selvom mange af dem virker 
noget forvirrede, og de har vanskeligere og mere ind- 
viklede situationer at klare, end tidligere tiders ungdom, 



264 



synes jeg, at det er den bedste generation, vi nogen- 
sinde har haft". 

Vedrørende de ældre, mener han: „De fleste af os prø- 
ver kun lidt af det, der bydes os, på vor vej gennem 
livet. Vor indstilling og interesser burde forandre sig 
med årene, for når et menneske bliver ældre, har de 
flere erfaringer at bygge på. Derfor mener jeg, at en 
af de ting, der kan virke opbyggende for ældre men- 
nesker er meditation". 

Ældste Bennett gør indtryk på sine medarbejdere på 
grund af sin retskaffenhed og styrke i bevarelsen af de 
Evangeliske idealer. En medarbejder har sagt: „William 
Bennett er i bund og grund omvendt til Kirken — han 
repræsenterer det han er. På alle felter i sit liv er han 



uden frygt, når del gælder om at kæmpe for sin tro selv 
når modstanden er stor". 

Ældste Bennett's stemme får en menneskelig og dybt 
alvorlig tone, når han taler om sin nye kaldelse og fæl- 
lesskabet med medlemmer af De Tolvs Råd. „Jeg nærer 
enorm respekt, kærlighed og beundring for brødrene. Det 
er virkelig en glæde og et privilegium at være sammen 
med dem i dette arbejde det er en meget ydmyg ople- 
velse at være kaldet til denne stilling". 
Noget centralt for William H. Bennett er ydmyghed, som 
er kommet gennem nederlag og personlige ofre, og en 
styrke, der er vundet gennem et fast fortsæt og ved 
hårdt arbejde, der har været nødvendigt for at nå de 
mål, som han satte sig selv i sin ungdom. 



(Forts, fra side 263) 

var atletisk leder for Staten Utah's Landbrugs Kol- 
legie (nu Utah's Stats Universitet). Efter sin eksamen gik 
han ind i detailhandel. Selvom der på det tidspunkt var 
stor erhvervskrise, gik han støt frem indenfor denne for- 
retningsgren. 

Bror Haight's troskab mod det han lærte af sin mor, og 
hans eksempel i at efterleve sin religions principper, 
spillede en stor rolle ved hans forfremmelser som for- 
retningsmand. Da direktøren for firmaet, hvor han ar- 
bejdede, kaldte ham op på sit kontor, for at fortælle ham 
om hans forfremmelse, sagde ældste Haight: „Jeg ved 
ikke, om De ønsker, at jeg skal være leder af firmaet i 
dette område. Jeg ved heller ikke, om De ved, 
at jeg stammer fra en lille Mormon-by i Idaho, og 
at mine standarder er forskellig fra dem hos de 
mange ansatte i denne organisation. Min måde at 
nærme sig denne nye opgave på vil være anderledes 
end De har været vant til." 

„Det ved jeg," sagde direktøren. „Det er derfor, at jeg 
har bedt Dem om at udføre dette arbejde". 
Ældste Haight er ofte i sit liv blevet mindet om sin 
patriarkalske velsignelse, der siger at han vil vinde 
mange venner for Kirken og udenfor Kirken. Han siger, 
at han på den måde lærte at „rejse mig og lade men- 
nesker vide, hvem jeg er og hvad mine standarder er. 
De respekterer én for det". 

„Indfør i dit liv en tid til tjeneste", har Han sagt", og 
når du gifter dig, bør du have en forståelse — hen- 
holdsvis som mand og hustru — om at en stor del af 
dit liv må vies til at tjene Herren og dine medmennesker. 
Indfør tjeneste i din måde at tænke på og i dine mål 
og ønsker, og tilrettelæg så din tid på den rette måde. 
Det virker, hvis du ønsker det". 

Med hans kærlighed til mennesker, hans engagement i 
kommunale og Kirkelige aktiviteter, og hans ønske om 
at tjene, tilfører David Haight sin nye stilling store for- 
retningsmæssige evner, organisationstalent og en god 
baggrundserfaring i ledelse. 

„Spørgsmålet om tjeneste", sagde bror Haight, „bliver 
vist så godt overalt i Kirken. Både som familie og hver 
for sig har vi modtaget store velsignelser som resultatet 
af vore ansvar i Kirken". 



(Forts, fra side 262) 

end omvendelse til denne generation". Han har følt, at 
dette var hans ansvar. Han er i sandhed Guds udvalgte 
profet i denne særlige tidsalder". 

Ældste Anderson ægtede Norma Peterson den 11. no- 
vember 1915 i Salt Lake Templet. Hun tjente i GUF's 
bestyrelse fra 1942 til 1961. Familien er blevet velsignet 
med to døtre og en søn. 

Søster Anderson siger om sin mand: „Måske kender en 
hustru sin mand bedre, end nogen anden kender ham, 
og jeg må sige, at jeg er en smule forudindtaget hvad 
angår ham. Han er en mand fuldkommen uden svig. Han 
har aldrig ytret et uvenligt ord om nogen. Han er altid 
betænksom overfor andre og uselvisk. Hans iøjnefaldende 
egenskaber, er hans store tro og kærlighed til Evangeliet, 
uegennyttighed, tålmodighed, gavmildhed og forståelse. 
Han er næsten for gavmild. Der er ingen kløft mellem 
ham og de unge. Unge mennesker kommer til ham med 
deres problemer. Vi er taknemmelige for vort familiesam- 
menhold og den morskab, vi har sammen". 
Da bror Anderson blev kaldet til at være assistent til 
De Tolvs Råd, udtalte Præsident Harold B. Lee fra Det 
Første Præsidentskab: „I Generalautoriteternes kreds 
bringer han en baggrundsviden og erfaring med, som 
sjældet finder sin lige og måske aldrig overgås". 
Præsident Lee opsummerede Ældste Anderson's kal- 
delse som „et vidnesbyrd om, at ikke alene er hans 
arbejde påskønnet af hans brødre, men den er sam- 
tidig et vidnesbyrd om, at også Herren har et vågent øje, 
og at han nu har inspireret Joseph Anderson's kald til 
at omfatte alle hans evner, så at Kirken også kan drage 
nytte af dem". 



265 





MABEL JONES GABBOTT 




Freda Joan Jensen Lee 



løfte opfyld 



„Jeg, Herren, er forpligtet, når I gør, hvad jeg siger, men 
når I ikke gør, hvad jeg siger, har I intet løfte". (L&P 
82:10). Langsomt læste hun og grundede over hvert 
enkelts ords betydning. Så standsede hun og sagde, 
„Ih, hvor er det sandt! Så sandt!" 

Fru Harold B. Lee, der er gift med førsterådgiveren i Det 
Første Præsidentsskab i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages 
Hellige, sad på den store hvide divan, der var afstemt i 
blåt og hvidt uld. 

Rolig og beskeden, yndefuld i hver tanke og bevægelse, 
sådan er Freda Joan Jensen, der blev gift med ældste 
Lee den 17. juni 1963. Deres hjem vidner om dannelse 
og kultur, og afspejler den glæde de deler ved at læse 



og studere og ved deres glæde over musik og kunst. 
Søster Lee pegede med elskelig stolthed på det store 
klaver, som, sagde hun, stod og ventede — indpakket i 
cellofan og med en stor, rød silkesløjfe på, da de kom 
hjem fra bryllupsrejse- det var en bryllypsgave fra 
ældste Lee. 

Både bror og søster Lee nyder at spille klaver. „Musik 
har betydet meget i vor Kirke for undervisningen i Evan- 
geliet," sagde søster Lee, „og blandt vor Mormon mu- 
sik er der nogle dejlige sange, som vil leve evigt". Ved 
GUF's hundredeårskonference i juni 1969, blev søster 
Lee æret med en guldplatte på grund af sit bidrag til 
ungdommens musik indenfor Kirken. Musik har altid 



266 



«mQ 



éi 





i}l 




været en del af søster Lee's liv. Sine første timer fik 
hun allerede medens hun gik i underskolen. Hun fik 
klaver undervisning af professor Clair Reid i en alder 
af syv år og senere af professor Anthony C. Lund fra 
Brigham Young Universitetet. Hendes kærlighed til mu- 
sik voksede fra år til år, og i dag spænder hendes re- 
pertoire fra de kendte toner fra „Eltrellita", hendes mors 
yndlingssang, over nogle få populære og mange klas- 
siske stykker, altid med Chopin* som sin favorit. 
Søster Lee mindedes sin barndom i Provo, Utah, hvor 
gæve Sidste Dages Hellige forældre indprentede kær- 



(Chopin, Frederic (1810-1849) 
Polen). 



Polsk-Fransk komponist, der var født i 



lighed, litteratur, musik og det, at dele gode ting med 
hinanden, i familien. Hendes far, Julius Jensen, der var 
en dygtig juveler, medbragte sit fag til Amerika fra Dan- 
mark. Tidligere havde han været kaptajn i handelsflåden, 
og han underholdt børnene med sine historier og sit 
kendskab til geografi. 

Af sin mor, Christine H. Thuesen Jensen, lærte Freda Joan 
husgerning, kunst og kvindelig ynde samt velsignelsen ved 
uegennyttigt at give. „Hvor har jeg bragt mange risbud- 
dinger og æblekager til naboer og ward-medlemmer," 
siger hun. 

Medens hun delte denne lykkelige barndom med sin 
søster Edna (Fru Gerald Cazier) og sin bror, Franklin J. 



267 



D. Jensen, lærte Freda Joan at sætte pris på de ord, som 
riendes mor ofte udtalte, „Hold jer nær til Herren". 
Medens vi talte, ringede telefonen, og dørklokken ki- 
mede. Jeg fulgte med søster Lee ud i køkkenet, hvor hun 
så til en steg, ældste Lee's yndlingsret, som snurrede 
indbydende, medes den simrede over et lille blus, så den 
kunne være klar til middag. 

Hun erindrede historien om Martha og Maria, og Jesu be- 
søg i deres hjem. Martha „havde travlt med meget hus- 
ligt arbejde", men Maria sad ved Jesu fødder og lyt- 
tede til Hans ord. Søster Lee huskede, at selvom Jesus 
elskede Martha, så sagde Han om Maria, at hun havde 
„valgt den gode del," (Luk. 10:40-42). Hun tilføjede, 
„Jeg spørger ofte mig selv, om jeg er Martha eller Maria? 
Jeg spekulerer ofte på, hvor mange af os, der er hus- 
holdersker eller skabere af hjem. Kører vi fast i tilvæ- 
relsens verdslige ting, eller husker vi „den gode del", 
som Maria valgte? Spørger vi os selv om, hvad vort 
hjem betyder for dem, der lever i det? Eller spørger vi i 
stedet, hvordan vort hus og have ser ud for andre men- 
nesker? Bygger vi med evigheden for øje? Er der ånde- 
lig dybde i stedet for materialisme? Tager vi os tid til 
at lytte til vore kære? Hvilket privilegium det er at 
danne og forme små børns liv!" 

Da hun var en ung pige, led Freda Joans planer om et 
tidligt ægteskab skibbrud, men hendes kærlighed fandt 
andre udtryksmuligheder gennem det hjem, hun skabte 
for sin plejedatter Geniel (Fru Don Rasmussen), og ved 
hendes fællesskab med en ung niece, Geraldine (Fru 
Louis H. Callister). Søster Lee's uselviskhed og kærlig- 



For som en 

mand tænker 

i sit hjerte 
sådan er han. 

(Ordsprogene) 



hed strømmer ud til alle mennesker, og når save! unge 
som gamle. For eksempel huskede hun en 92-årig dame 
— mor til en af hendes kollegaer i Primary's general- 
bestyrelse — med blomster, fødselsdagskort og en tele- 
fonopringning på hendes fødselsdag. „Jeg ved, hvad det 
betyder for dem", siger hun. Denne betænksomhed af- 
spejledes i den kærlige omsorg, som hun viste sin sted- 
far, Patriark William D. Kuhre, i hans sidste leveår. Og 
efter ægteskabet med præsident Lee, er hendes kærlig- 
hed blevet udstrakt til hans døtre, Helen (Fru L. Brent 
Goates) og Maurine Wilkins (der nu er afgået ved dø- 
den), og til hans børnebørn. 

Med hensyn til hendes arbejde med børn, siger ældste 
Lee: „Hun har nøglen til mange børns hjerte. Hun kunne 
undervise læreren i denne hemmelighed. Hendes sam- 
tale med et barn er smuk at lytte til. Hendes indsigt og 
forståelse er født af et langt livs kendskab til og anven- 
delse af børnepsykologi. Hun rækker bestandigt efter 
det barn, der ikke bliver forstået". 

Freda Jones Lee's evne til at huske mennesker og deres 
navne og hendes rene men skarpe humoristiske sans er 
bemærkelsesværdige egenskaber, som huskes med vel- 
behag af dem, som kender hende. 

Efter at have bestået sin lærer-eksamen ved Brigham 
Young Universitetet, underviste søster Lee i undersko- 
len, indtil hun blev leder for underskolen i Jordan Skole 
Distrikt. Senere tog hun eksamener fra Utah Universitet, 
Californiens Universitet og Columbia Universitet. 
Den dygtighed i sit arbejde og fælleskabet med lærere 
og ledere, som hun besidder, har skaffet hende megen 
ære på uddannelsesområdet. 

Som lærer for børn og leder af undervisning for lærere, 
der har med børn at gøre, mener Freda Joan J. Lee, at 
den lærer, som kender og drager omsorg for selv de 
mindste, er ham, der vil nå ind til børnene og lære dem 
noget. 

„Netop i de dyrebare vækst-år, siger hun, „er det nød- 
vendigt at vi sikrer os, at vore børn ikke går fallit hvad 
de åndelige ting angår. Hvis vi er påpasselige nok, kan 
vi udrette mirakler". 

Af sin tid og af sig selv har søster Lee givet til både 
lærere og børn, fordi hun tror, at man bør blive ved med 
at give, så længe Gud bliver ved med at give til een 
selv. 

Hendes viden og forståelse har øget hendes i forvejen 
store ydelser overfor ungdommen og de unge mennes- 
ker i Kirken, hvor hun har tjent dem, både i GUF og 
Primary's generalhovedbestyrelse. Hun har altid i sit 
sind bevaret perspektivet i plan og Herrens løfte, som 
Han er forpligtet til at opfylde, hvis Hans folk holder 
Hans lov, så derfor kunne søster Lee til alle unge men- 
nesker over hele verden sige „Lev ikke for jer selv. Hvis 
I gør det, vil I blive de mest ensomme mennesker i ver- 
den. Vær villige til at stræbe efter at blive en del af no- 
get, der er meget større end I selv. Vær beredt til at tjene. 
Hold jer nær til jeres Kirke og til Gud. I kan ikke selv 
kontrollere jeres livs åremål, men I kan bestemme, hvad 
der skal have lov til at komme ind i jeres hverdag. I kan 
give jeres liv bredde, fylde og dybde." Q 



268 




AF STEVEN AFFLECK 
illustrereret af JERRY HARSTON 



Først: Tro 



Vi lever i en verden, hvor der træffes store beslutninger, 
hvor der sker store fremskridt, og hvor man stilles over 
for udfordringer og opgaver, der skaber spænding og 
forvirrer mennesket; i vor tid er det kendsgerninger og 
logik, der fortæller beretningen om menneskets til- 
værelse. 

Er det ikke forbavsende, at i en sådan verden af facts 
og logik forventer Herren, at vi skal tro, at Evangeliets 
første princip er tro — ikke logik? 

Jeg vil gerne have lov til at dele min søgen efter tro og 
beretningen om, hvorledes jeg lærte, at den er Evan- 
geliete første princip, med Dem. 

Efter min afgang fra gymnasiet blev jeg optaget på et 
universitet. Jeg var da 17 år gammel. Nogle af de prin- 
cipper, jeg havde lært under min opvækst, blev snart 
stillet på prøve. Mine professorer — mænd, som jeg 
respekterede for deres gode forstand og lærdom — 
sagde, at det, jeg havde lært før i tiden ikke var andet 
end mine forfædres traditioner, at menneskene kun prø- 
vede på at hygge sig i troen på, at der var en Gud, og 
at Han interesserede sig for dem, at religion var opium 
for dem, som ikke på anden måde kunne finde svar på 
et liv, der til sidst og uundgåeligt ender med døden. De 
fremstillede deres filosofi på en logisk måde, blandede 
historie, videnskab og af og til også skriftsteder sam- 
men for at bestyrke deres idéer. Jeg må indrømme, at 
jeg blev forvirret. Disse mænd havde tilbragt mange år 
med at studere menneskelig filosofi. De havde erfaring 
på områder, som jeg på grund af min unge alder ikke 
kunne fatte. Med al deres lærdom, havde de dog ikke 
fundet en logisk forklaring for Gud, og den tro, som 
menneskene viste, på et Evangelium, der formodentlig 
var åbenbaret fra Ham, kaldte de for svaghed. 
Jeg blev stillet overfor en udfordring, som jeg ikke 
kunne ignorere. Der var ingen mellemvej. Det forekom 



mig, at jeg var kommet til et punkt i mit liv, da jeg ikke 
mere kunne være afhængig af andres vidnesbyrd; jeg 
kunne heller ikke udsætte for mig selv at finde ud af, 
om Gud lever, og om Evangeliet er sandt. Men for at 
finde frem til det, måtte jeg opstille en plan. Da jeg om- 
sider havde fået tænkt mig alvorligt om, besluttede jeg 
at indgå en pagt. Jeg lovede mig selv og Herren, at jeg 
oprigtigt ville hengive mig til at søge i en periode på 
to måneder. Jeg mente, at det ville være et passende 
tidsrum at drage mine slutninger i. 

Mine første forsøg syntes frugtesløse. Jeg henvendte mig 
til medlemmer i Kirken, for hvem jeg havde stor respekt, 
og spurgte dem, hvorledes de kunne vide, at Evangeliet 
er sandt. Uden undtagelse gav de mig det svar, jeg 
forventede, nemlig at det var en uforklarlig følelse i 
deres hjerter. Jeg tvivlede ikke om, at de havde en sådan 
følelse, men det besvarede ikke spørgsmålet for mig. 
Jeg havde behov for noget mere, så jeg besluttede, at 
gribe sagen an på en anden måde. 

Jeg ville give mig til at læse Mormons Bog og sammen- 
ligne den med historie, videnskab, arkæologi og andre 
Skrifter, for at finde ud af om den var i harmoni med 
godkendte sandheder på disse områder. Det forekom 
mig, at være en udmærket måde, at komme omkring ved 
spørgsmålet på, og mine professorer ville ikke kunne 
sige noget imod sådan en forsøgs- og erfaringsmæssig 
undersøgelse. 

Nu følte jeg, at det blev til noget. Jeg foretog mig i hvert 
fald noget helt på egen hånd. Min videnskabelige under- 
søgelse bragte nogle interessante kendsgerninger for 
dagen og fik mig til at grunde dybt over personerne i 
Mormons Bog og deres historie. Jeg kom til det resul- 
tat, at Mormons Bog virkelig var en fornuftig beretning, 
og videre, at det var en overraskende interessant be- 
retning. Jeg var stolt af mig selv for mit grundige stu- 



269 



dium, men den følelse, jeg søgte, den følelse, som 
andre fortalte mig om, savnede jeg stadig. Det kunne jeg 
ikke forstå. Hvad havde jeg gjort forkert? Sandt at sige 
var jeg temmelig mismodig, men jeg erindrede mit løfte 
om at lade min søgen vare to hele måneder. 
Jeg havde endnu ikke fået delagtiggjort mine forældre i 
mit eksperiment. Sandheden er, at jeg faktisk ikke øn- 
skede, at de skulle vide noget om den uro, jeg levede i, 
jeg frygtede at de skulle blive skuffede over mig. Men 
min mor måtte have fået en eller anden moderlig inspi- 
ration. En aften kom hun ind til mig på mit værelse, 
efter at jeg var gået i seng. Hun sagde, at hun var klar 
over, at der var noget, der tyngede mig, og så fortalte 
jeg hende om det svar, jeg søgte efter. 
Hvorfra vidste hun, at Evangeliet var sandt? Jeg blev 
overrasket, da hun besvarede mit spørgsmål med et an- 
det spørgsmål. Hun spurgte, om jeg elskede hende. Jeg 
behøvede ikke tænke mig ret meget om for at fortælle 
hende, at det gjorde jeg da. Igen stillede hun mig et 
spørgsmål og sagde: „Hvordan kan du vide, at du elsker 
mig?" Denne gang var jeg nødt til at tænke mig om. Hun 
bad mig sige, hvad jeg tænkte. Såret og en lille smule 
vred svarede jeg: „Jamen, du ved da, at jeg elsker dig." 
Jeg måtte indrømme, at det var en indre, dyb følelse, en 
sandhed, ikke noget, jeg kunne finde ud af ved hjælp 
af elektronrør eller bevise ved at udarbejde en viden- 
skabelig formel, men at den alligevel var virkelig. Jeg 
vidste, at jeg elskede min mor, og også at den kærlig- 



tfjf% 

s! ■ 




hed, jeg følte for hende, sandsynligvis var den største 
virkelighed jeg nogensinde havde erfaret i en verden af 
logik. 

Mit næste spørgsmål lød: „Hvad har min kærlighed til 
dig at gøre med et vidnesbyrd?" Hun forklarede, at den 
kundskab, der var åbenbaret hende gennem den Hel- 
ligånd, kunne sammenlignes med den kundskab, vi havde 
dybt i vore sjæle: at vi — en moder og søn — elskede 
hinanden. Hun fortalte mig også, at hun var taknemme- 
lig for den uro, der havde fået mig ti! at søge, og for- 
sikrede m>ig, at man neimliig skal være en oprigtig sø- 
gende. Hun opfordrede mig til at blive ved med at stu- 
dere og udvide mit studium med faste og bøn. Hun sagde, 
at det var vigtigt, at jeg blev ved med at være aktiv i 
Kirken. 

Jeg skulle altså udøve min tro og bede meget for at få 
et vidnesbyrd! Hvorfor havde jeg ikke tænkt på det? 
Fordi jeg havde haft for travlt med at finde et svar ad 
videnskabelig vej; jeg havde ignoreret Herrens vej. Jeg 
var så fast besluttet på at finde svaret gennem logik, 
så jeg havde tilsidesat Evangeliets første princip: TRO. 
Jeg var begyndt med en „vis-mig-holdning". Jeg havde 
krævet kundskab fra Herren om, at Han lever, og at 
Mormons Bog var Hans ord. Nu besluttede jeg at prøve 
Herrens vej. Jeg fastede. Jeg havde lige fra min tidligste 
barndom lært at faste. Jeg vidste, at man gennem faste 
kunne udvikle selv-disciplin. 

En dag, da jeg sad og læste i Skriften, faldt jeg over 
Almas ord: 

Og det er ikke alt. Tror I ikke, at jeg selv kender disse 
ting? 

Jeg vidner for jer, at jeg ved, at de ting, jeg har talt om, 
er sandfærdige. Og hvordan tror I, at jeg ved dette med 
sikkerhed? 

Jeg siger jer, de er kundgjort for mig ved Guds Hellige 
Ånd. Jeg har fastet og bedt i mange dage, så jeg selv 
kunne vide disse ting. Og nu ved jeg for mig selv, at de er 
sandfærdige, thi Gud Herren har åbenbaret dem til mig 
ved sin Helligånd; og det er åbenbaringens ånd, som 
er i mig." (Alma 5:45-46). 

Jeg grundede over Almas ord og opdagede, at jeg sad 
og læste dem om og om igen med en følelse af spænd- 
nig — en fornemmelse af, at han kunne have skrevet 
de ord netop til mig. Jeg frydede mig over, at de var tilgæn- 
gelige for mig og mine jævnaldrende. Netop i denne tid 
lagde jeg mærke til den uro, der prægede mange af 
mine venner; jeg lagde også mærke til, at nogle af dem 
ikke mere kom i søndagsskolen, til GUF eller nadver- 
møde. På et bestemt tidspunkt havde jeg også ment, at 
jeg bare spildte tiden ved at være aktiv; men så under- 
stregede en af mine søndagsskolelærere, at „Hvis I 
ønsker en studentereksamen, kan det ikke nytte, at I 
forlager gymnasiet". Jeg måtte altså finde tid af, om Kir- 
ken var sand. Jeg trængte til et vidnesbyrd. Jeg havde 
hele tiden været aktiv, men nu begyndte jeg at forstå, 
at jeg ikke altid havde været en opmærksom, ivrig sø- 
ger efter sandheden. 

Jeg begyndte at erkende, at mit ønske om at tro kunne 
lignes ved såningen af den sæd, som Alma talte om. (Se 



270 



Alma 32:26-43). Det måtte være en god sæd, for den 
havde virkelig fået tag i mig, og min tro var øget. 
Da der var gået nogle uger, var jeg rede til i ydmyghed 
og tro, at bede Herren om, at den Helligånd måtte åben- 
bare mig Evangeliets sandhed. Jeg bad inderligt og op- 
rigtigt. Da jeg sluttede, følte jeg mig skuffet over, at jeg 
ikke havde fået et syn eller en åbenbaring. Jeg vidste 
stadig ikke, om Evangeliet var sandt eller ej — der var 
stadig en skygge af tvivl. 

Langsomt kravlede jeg i seng. Der lå jeg og mediterede 
over de sidste par måneder. Jeg gennemgik min søgen, 
punkt for punkt, Jeg syntes, at jeg ærligt havde rettet 
mig efter den pagt, jeg havde indgået med Herren. Jeg 
begyndte at tænke over livet og den uundgåelige død; 
og døden tog afskrækkende proportioner. Så begyndte 
jeg at tænke over mit sønneforhold til Gud. Jeg havde 
lært, at jeg var et Guds barn, at Herren drog omsorg for 
mig. Og der, medens jeg lå i min seng i mørket, enedes 
jeg med Ham om at være Hans søn. Jeg antog Ham som 
min Fader, min ånds bogstavelige Fader. Jeg erkendte 
pludselig, at min himmelske Fader i min patriarkalske 
velsignelse havde gjort det klart for mig, at Han elskede 
mig, at Han havde en mission for mig at udføre, medens 
jeg er her på jorden, og at denne min opgave var af Ham 



betroet til mig — og til mig alene. Jeg følte, at hvis 
Han havde en grund til at sende mig til jorden og på- 
lægge mig at udføre et arbejde, så ville døden sikkert 
kun være en anledning for mig til at komme tilbage til 
Ham. 

Min sjæl fyldtes med fred; hele mit væsen svulmede 
ved kundskaben om, at Han kendte mig og brød sig om 
mig. I det øjeblik vidste jeg, at Mormons Bog var Guds 
ord, at Evangeliet var sandt. 

Ingen fare er så stor som den, at vor åndelige synskreds 
kan blive indsnævret. Det var det, der var sket med 
mine professorer. 

Sandelig, Herren taler til os gennem profeten Jakob i 
Mormons Bog: 

„O, hvor underfundig er ikke den ondes anslag! O, hvor 
stor er ikke menneskenes forfængelighed, skrøbelighed 
og dårskab! Når de er lærde, tror de, at de er vise, og 
de lytter ikke til Guds råd, men de tilsidesætter det; 
thi de mener at de ved det af sig selv, af hvilken grund 
deres visdom er dårskab, og den gavner dem intet. Og 
de skal forgå. 

Men det er godt at være lærd, når man lytter til Guds 
råd." (2. Nephi 9:28-29). 
TRO er Evangeliets første princip. O 



Det er ikke, 

hvad du er, som er 

til nytte for dig, 

men hvad 
du tilegner dig. 

(Heber J. Grant 1856-1945) 



(Forts, fra side 272) 

deres sande følelser overfor deres jævnaldrende kamme- 
rater fremfor at tale med deres forældre. Det kan være, 
deres jævnaldrende kæmper med de samme problemer, 
og det er på dette fælles grundlag, de forventer at blive 
forstået. Omvendt er det også vanskeligt for ungdom- 
men at forstå, at forældre også har kæmpet med lignen- 
de problemer. 

En ung mand begik for nylig selvmord, forvirret og des- 
orientert efter at have eksperimenteret med narkotika. 
Han efterlod sig et lydbånd hvorpå han med forfærdende 
tydelighed giver udtryk for sine følelser. Hvis det havde 
været muligt for ham at udtrykke sig lige så klart over 
for sine forældre eller andre, som elskede ham, kunne 
hans liv måske være sparet. 

Forældre og ledere kan ikke udføre nogen større gerning 
end den at lære og at praktisere evnen til at skabe sam- 
hørighed med ungdommen, selv om det undertiden er en 
vanskelig proces. Det er svært at åbne veje for samhø- 
righed med teenagere, hvis der ikke har været etableret 
effektiv kontakt i den første barndom. 
Men vi har allesammen travlt, men lad os ikke have for 
travlt til at udføre det allervigtigste arbejde: at opbygge 
samhørighed med vores børn. 



271 



Det Præsiderende Biskopråd 
taler til forældre om samhørighed 



„ . ... Om forældre i Zion, . . .har børn, og de ikke under- 
viser dem i læren om omvendelse, tro på Kristus, den 
levende Guds Søn, og om dåb og den Helligånds gave 
. . . skal synden hvile på forældrenes hoved . . . 
De skal også lære deres børn at bede og at vandre ret- 
skaffent for Herren". (L&P 68:25-28). 
Hvorledes lærer forældre deres børn disse store sand- 
heder? Ved at elske dem og vise det rette eksempel. Et 
af de fundamentale behov, alle mennesker har, er at blive 
accepteret. Forældre til unge som fejler, må først accep- 
tere, at disse er Guds børn og elske dem som menne- 
sker, før de med effektivitet kan undervise dem i læren 
om omvendelse, eller tro og bøn, eller i at vandre ret- 
skaffent for Herrren. Læren om omvendelse læres f. eks. 
ikke ved at man dømmer de unge hårdt og viser dem fra 
sig, når de fejler. 

Selvom forældre og børn elsker hinanden, kan de godt 
få den vane, ikke virkeligt at føle samhørighed. Teen- 
agere har i deres stræben efter uafhængighed ofte en 
tendens til at vende sig bort fra forældrene. Man bør der- 
for benytte enhver anledning til at bygge samhørigheden 
op. 

F. eks. var der en fader, som gav udtryk for taknemme- 
lighed over den daglige morgentur, hvor han „gik med 
aviser" sammen med sin søn, og hvor muligheden for 
samhørighed var til stede i den lille familiebil. En anden 
fader lader vognen stå derhjemme om søndagen, så han 
sammen med sin søn kunne nyde den friske spadseretur 
og den helt tilfældige samtale, der fører til nærmere for- 
ståelse imellem dem. 

De fleste forældre elsker virkelig deres børn. Når de kri- 
tiserer og dømmer dem, gør de det „til børnenes bedste". 
Teenagere påstår, at det er tit de ikke taler til deres 
forældre, fordi de kun kan vente kritik. Derfor beskytter 
de sig mod dette, ved kun at fortælle forældrene det, som 
de tror, forældrene ønsker at høre, og ellers holder de 
deres virkelige følelser hos sig selv. 
Mange familier mister muligheden for samhørighed ved 
at tilbringe fritiden foran TV-apparatet En familie kan 
selvfølgelig godt se TV sammen; men hvis ikke program- 
met indbyder til diskussion om virkningen deraf, kan de 
lige så godt se programmet hver for sig. 
Nogle familier har skabt sig den vane at anvende tiden 
ved middagsbordet som den bedste tid til udvikling af 
samhørigheden. Samtalen ledes dygtigt af forældrene, 
som stiller tankevækkende spørgsmål. Tiden bliver så- 
ledes brugt til at lære noget og til at nyde samværet for 
alle familiemedlemmerne, hvorved det mundhuggeri, der 
sommetider opstår ved bordet, undgås. 
Selv om forældre i almindelighed erkender deres ansvar 
for at undervise deres børn, føler de sig sommetider 



272 



uegnede. Deres største kilde til styrke er naturligvis vor 
himmelske Fader. De er nødt til at elske og respektere 
sig selv som Guds børn og — i sandhed — som Guds 
medarbejdere i opfostringen af Hans børn. De blev jo 
betragtet som værdige til at blive forældre under denne 
forvaltning — ellers ville de slet ikke have fået nogen 
mulighed for det 

Under et interview for nylig hos sin biskop udtrykte en 
dreng sin fortørnelse over, at der altid blev sagt til ham, 
at nu skulle han foretage sig „dette og hint". Han sagde, 
at han hellere selv ville finde på noget at gøre. Ved med 
dygtighed og takt ved at udspørge drengen fandt biskop- 
pen ud af, at drengens moder altid jog ham ud af sengen 
søndag morgen, for at han skulle gå til Præstedømme- 
møde og de andre møder i Kirken. Videre afslørede sam- 
talen, at grunden til at drengens fortørnelse var, at hans 
moder ikke selv gik til møderne. Eftersom hun havde gif- 
tet sig med et ikke-medlem, følte hun muligvis, at hendes 
forhold til hendes mand var bedre, når hun blev hjemme 
fra møderne. Men samtidig var hun vågen for, at hendes 
teenager-børn behøvede den religiøse undervisning, hun 
selv havde fået i sin barndom. Hendes anstrengelser blev 
mødt med modstand. Det var klart, at et, drengen havde 
behov for og ønskede, var at se sin moder vise et godt 
eksempel ved selv at passe sin Kirke. 
Jesus sagde: „Du skal elske din næste som dig selv". 
(Matt. 19:19). For at kunne elske andre, må vi sandelig 
kunne elske os selv. For at kunne elske os selv, må vi 
kunne acceptere os selv, som vi er, ikke som vi ville 
ønske, vi var. Vi kan ikke øve indflydelse på vore børn 
ved at foregive at være noget andet end det vi er. Unge 
mennesker lader sig ikke narre. De kender os, som det 
vi er. Hvis vi indrømmer vore egne ufuldkommenheder og 
arbejder på at overvinde dem, vil vejen til samhørighed 
med vore unge åbnes langt mere virkningsfuldt, end hvis 
vi lever i en drømmeverden af foregiven fuldkommenhed. 
Frelseren sagde: Døm ikke, for at I ikke skal dømmes. 
(Matt. 7:1). Stephen R. Covey, en Sidste Dages Hellig 
pædagog har givet denne formaning: 
„Det er ikke alene umoralsk at dømme, men vi er abso- 
lut inkompetente til at gøre det, medmindre vi har den 
fuldstændige forståelse af de mange faktorer, der er med 
til at formulere et menneskes synspunkt". 
Unge mennesker, som føler, at de bliver forkastet eller 
dømt uretfærdigt, reagerer ofte med at blive agressive, 
fjendtlige og vrede. Sådan en holdning giver ikke plads 
for konstruktiv forandring. Døren til samhørighed er luk- 
ket, for de åbner den kun for dem, om hvem de tror, ikke 
vil svigte dem. 

Det kan derfor ikke være overraskende, at unge menne- 
sker sommetider finder det nemmere at give udtryk for 

(Forts, på side 271) 




MMENES 
SIDER, 




Hvorledes det onde 
kan blive vendt 
til det gode 

AF CAROL C. SMITH 

Marianne var fem år. Nu skulle hun 
og hendes moder ud sammen hele 
dagen. De havde spist frokost i en 
pæn, lille restaurant, og bagefter gik 
de på indkøb. Det havde været sådan 
en dejlig dag, og de syntes begge to, 
at de havde haft det herligt sammen. 
Marianne var virkelig glad og godt til- 
pas. 

Medens moder så >på nogle silkebånd, 
legede Marianne med nogle små 
plastickopper og tallerkener, hun 
havde fundet på en af hylderne i 
forretningen. De var så små og så 
pæne, syntes Marianne. 
„Kom så, Marianne, jeg er klar til at 
gå!" kaldte moderen. Marianne lagde 
hurtigt de små kopper og tallerkener 
tilbage i æsken på hylden — det vil 
sige, dem allesammen undtagen én 




65 



kop. Den lod hun hurtigt glide ned 
i frakkelommen; hun syntes den var 
så pæn, hun ville så gerne have den, 
og forretningsfolkene ville såmænd 
aldrig savne sådan en lille tingest. 
Marianne tog mor i hånden og de 
gik ud fra forretningen, ind i bilen 
og bakkede ud fra parkeringspladsen. 
Marianne sad musestille. Mor skot- 
tede til hende. „Hvad er der i vejen 
med mit lille sludrechatol?" spurgte 
hun. 

Marianne havde ikke spor lyst til at 
snakke. Hun var slet ikke glad mere. 
Den glade, lykkelige spænding, hun 
havde gået i hele dagen, var borte. 
Hun følte sig ensom og ulykkelig. 
Mariannes hånd gled ned i lommen og 
lukkede sig om den lille kop. Det var 
meget værre at mærke den. Hun ville 
så gerne betro sig til sin moder, men 
det var, som halsen snørrede sig 
sammen, så hun slet ikke kunne sige 
noget, og ganske langsomt begyndte 
tårerne at trille og dryppe ned på 
hendes røde frakke. 
„Jamen, hvad er der dog i vejen?" 
spurgte hendes moder ængstelig. 
Marianne tog den lille kop op af lom- 
men og holdt den op, så moderen 
kunne se den. 

„Hvor har du fået den fra?" 
Mariannes læber skælvede. 
„Tog du den henne i forretningen 
Marianne?" 

Mariannes sorg over, hvad hun havde 
gjort, føltes så tung, at hun ikke 
kunne holde op med at græde og kun 
nikkede „Ja" til sin moder. 



Hurtigt fik moderen vognen vendt og 
kørte tilbage til forretningen. Moder 
og datter fulgtes ad ind, men mode- 
ren holdt sig tilbage, da den lille pige 
gik hen til kasserersken ved kassen. 
Marianne så tilbage på sin moder. 
Hun følte sig tryggere, når hun var 
med, og det gav hende styrke til at 
gøre, hvad hun burde gøre. Hun lagde 
koppen på disken. „Jeg tog den". 
Hun kunne slet ikke tale højt. Stem- 
men lød ikke engang, som om den 
var hendes egen. „Undskyld — jeg 
er meget ked af det!" 
Kasserersken sendte et blik til mode- 
ren og smilte så tilbage til Marianne. 
„Mange tak", sagde hun sagte. Og så 
tilføjede hun: „Du må endelig kom- 
me og handle med os en anden 
gang!" 

Det føltes, som om der pludselig var 
faldet en stor sten fra Mariannes 
hjerte, og hun smilede tilbage til kas- 
serersken. Da de var kommet tilbage 
til bilen, gav hendes moder hende et 
knus. 

"Mor, jeg er ked af, at den gode dag 
blev ødelagt, og at jeg gjorde dig ked 
af det", sagde Marianne. 
„Marianne", svarede moderen, me- 
dens hun blev ved at holde hende 
ind til sig, „det var meget forkert af 
dig at tage den kop; men jeg synes 
alligevel, at det onde blev vendt til 
det gode, fordi nu ved jeg, at du er 
stærk nok til at handle ret, selv om 
du føler det meget svært". 




66 



En ged ved navn 




AF ROSALIE W. DOSS 



Mæ! Mæ! Mæ! „Hvor har du været, 
Rudolfo?" råbte Manuel, da han så 
den store ged komme ned ad stien 
imod ham. Rudolfo's eneste svar var 
at tygge kraftigere på det rød-og 
orangefarvede stykke tøj, der hang 
ud af hans mund. „Rudolfo!" råbte 
Manuel med rædsel. „Hvad er det, 
der hænger ud af din mund?" Men 
Manuel vidste, hvad det stykke stof 
var. Det var ærmet fra en skjorte. Og 
der var kun en mand i landsbyen, der 
havde en skjorte i den farve. Den 
mand var senor Mendoza. Oh! Oh! 
Oh! jamrede Manuel i smerte. Senor 
Ramos, Manuel's far, kom løbende 
fra kornmarken, hvor han havde ar- 
bejdet. Hvad er der i vejen, Manuel?" 
råbte han. Senor Ramos, Manuel's 
mor, kom farende fra sit køkken. 
„Manuel, min søn, er du kommet noget 
til? Teresa, Manuel's søster, forlod 
bænken, hvor hun havde siddet og 
trukket røde og grønne chili peber- 
frugter på snor. „Manuel, hvad er der 
i vejen med dig?" Alt, hvad Manuel 




67 



kunne gøre, var at pege på ærmet, 
der hang ud af Rudolfo's mund. 
Senor Ramos genkendte også sin 
nabos skjorte. Han råbte: „Rudolfo, 
hvad har du gjort?" „Den slyngel 
fandt den sandsynligvis bredt ud på 
klipperne nede ved floden, hvor 
■senora Mendoza vasker deres tøj," 
sagde Manuel's mor. Din ondskabs- 
fulde ged" råbte Teresa. Hun truede 
med fingeren af Rudolfo. Men Rudolfo 
ikke så meget som blinkede med 
øjnene. Den blev bare ved med at 
gumle på det røde og orange farvet 
skjorteærme. „Giv ikke det umælede 
dyr skylden," sagde Manurl's far. 
„Hvis Manuel havde holdt Rudolfo 
tøjret, ville dette aldrig være sket." 



„Men jeg havde tøjret Rudolfo," 
sagde Manuel. Teresa gik over til 
træet, hvor Rudolfo havde været tøjret. 
Hun samlede et stykke reb op, som 
stadig var der, og holdt det op i 
luften. „Rudolfo har lige bidt det igen- 
nem". De fire Ramoses så bekymrede 
på hinanden. Det var uheldigt, at et 
dyr, der tilhørte dem, havde ødelagt 
en nabos ejendel. Til sidst sagde 
Manuel: „Måske ved senor Mendoza 
ikke, at det var Rudolfo, der ødelagde 
hans skjorte." Senor Ramos så strengt 
på sin søn. „Men du ved det, Manuel! " 
Manuel nikkede, han hang med 
hovedet. „Vi må se at få ordnet det 
med senor Mendoza," sagde Manuel's 
mor. „Han har altid været en god 




nabo. Da vores vogn brød sammen, 
fik han bragt vore varer på torvet, 
og han tog ikke spor for det." „Den- 
gang jeg var syg," huskede Teresa, 
„da lavede senora Mendoza en dejlig 
suppe til mig." „Vi må handle ret 
over for vore naboer, så vil de også 
handle ret over for os," sagde 
Manuel's far. Med en lille usikker 
stemme sagde Manuel: „Jeg ved, jeg 
har ansvaret. Jeg vil gerne give senor 
Mendoza en anden skjorte, men jeg 
har ingen penge at købe den for". 
Senor Ramos vendte sine lommer, 
men alt, hvad han fandt, var en cen- 
tova*. Han sukkede: „Søn, jeg kan 
ikke ihjælpe dig. Dette er alt, hvad 
jeg har indtil kornet er høstet." 
Manuel's mor og søster rystede også 
bedrøvede på hovedet. Der var ikke 
nok penge imellem dem til at købe en 
ny skorte, som erstatning for den 
Rudolfo ødelagde. „Hvad skal jeg 
gøre?" klagede Manuel desperat. „Der 
er kun en ting at gøre," sagde hans 
far. „Ved du hvad det er?" Manuel 
nikkede. „Jeg må give Rudolfo til 
senor Mendoza. Men hvordan kan jeg 
gøre det? Den er mit kæledyr. Jeg har 
selv opdraget den." „Der er ikke 
noget at gøre ved det, Manuel," 
sagde hans mor blidt, „du må gøre, 
hvad der er det rigtige." Bedrøvet 
bandt Manuel det stykke reb, der var 
tilbage, rundt om halsen på Rudolfo, 
og langsomt førte han Rudolfo 
henimod senor Mendoza's hus. Da 
Manuel var så langt væk fra huset, 
at kan ikke kunne se det mere, smed 
han sig ned under et træ. Store hulk 
gennemrystede hans krop. Rudolfo 
stod ganske roligt i nærheden og 
nippede græs. „Hvordan kan du stå 
der så uberørt?" råbte Manuel. „Senor 
Mendoza vil bestemt sælge dig på 
markedet i landsbyen. Det vil blive 



det sidste nogen af os, vil få at se 
af dig." Mæ! Mæ! Mæ! brægede 
Rudolfo, og den fortsatte med at nyde 
sit græs. Manuel prøvede på at finde 
en udvej. Måske kunne han og Ru- 
dolfo løbe væk. Han forkastede 
med det samme den idé. At løbe væk, 
ville ikke løse problemet. Så fik Ma- 
nuel en anden idé. Han ville vente her 




70 



et stykke tid. Så ville han vende hjem 
og fortælle sine forældre, at senora 
Mendoza ikke var hjemme. Men Ma- 
nuel forkastede også denne idé. At 
lyve ville heller aldrig løse problemet. 
„Kom, Rudolfo, lad os få det over- 
stået," sagde Manuel. Senor Mendoza 
stod på sin gårdsplads og var ved at 
fodre kyllinger, da Manuel ankom. For 
ikke at fortryde det igen, sagde Ma- 
nuel hurtigt: „Senor Mendoza, jeg 
bringer Dem her Rudolfo, den er 
Deres." Senor Mendoza så forvirret 
ud: „Hvad skulle jeg dog med Ru- 
dolfo?" Manuel forklarede: „Rudolfo 
har ødelagt Deres pæne rød — og 
orangefarvede skjorte. Jeg har ingen 
penge til at købe Dem en ny skjorte 
for. Så derfor bringer jeg Dem Ru- 
dolfo". Manuel holdt det op, der var 
tilbage af den rød- og orangefarvede 
skjorte. Senor Mendoza lo hjerteligt. 
„Det har engang været min pæne rød- 
og orangefarvede skjorte. Jeg har 
brugt den så meget, at den er blevet 
helt laset. Det er derfor, jeg begyndte 
at bruge den som pudseklud, når jeg 
arbejder på min vogn. Rudolfo må 
have fundet et stykke af skjorten på 
jorden i nærheden af vognen." „Mener 



De, at skjorten ikke var noget værd 
mere?" spurgte Manuel forbløffet. „Ja, 
Manuel. Du skylder mig ikke nogen 
ny skjorte. Tag nu Rudolfo med hjem, 
men bind ham lidt bedre herefterdags. 
Næste gang er du måske ikke så 
heldig." „Jeg vil prøve, senor Men- 
doza," sagde Manuel, „men Rudolfo 
har en dårlig vane, den bider alt 
reb over, ligegyldigt hvor stærkt det 
er." „Så tror jeg, at jeg kan hjælpe 
dig," sagde senor Mendoza. Han gik 
hen til et skur i nærheden og vendte 
tilbage med en lang kæde, der ikke 
vejede ret meget, men var stærk. 
„Brug denne kæde til at tøjre Rudolfo 
med. Jeg lover dig, at den ikke vil 
være i stand til at bide den over." 
„Tusind tak, senor Mendoza," sagde 
Manuel taknemmeligt. Da de var på 
vej hjem, sagde Manuel til Rudolfo, 
„Far har ret. Når vi handler ret mod 
vore naboer, så vil de også gøre det 
mod os." „Mæl Mæ! Mæ!" brægede 
Rudolfo. Var geden, den gavtyv, enig 
med ham — eller ville den bare have 
det sidste ord? 



* Centova - lille spansk mønt, der er 1/100 af en 
peso. /*> 




72 



>•••• 



*•< 




: 



/ Lrø^ Bønner \ 



AF JIM JARDINE 



Er det nødvendigt at spise dem, når 
man ikke kan lide dem? Ja, kan man 
sige, for de bidrager til et godt hel- 
bred. Og man kan sige, en eller an- 
den har haft besværet med at til- 
berede dem. Men der er en grund, 
der er endnu vigtigere end disse to, 
og det er vigtigheden af selv-disciplin. 
William James (1842-1910), psykolog, 
har sagt, at vi skulle gøre noget hver 
dag, som vi ikke ønsker at gøre. Ved 
at spise Lima bønner — eller noget 
andet mad vi ikke kan lide — udøver 
vi en lille smule selvdisciplin, således 
at når de store afgørelser kommer, 
kan vi træffe dem på en klog måde. 
Hjemme har vi måske ikke lyst til at til- 
byde den behagelige stol til mor eller 
søster, når hun kommer ind i værelset, 
men ved at gøre sådan en lille venlig- 
hed (når det er lettere at lade være) 
lægger vi grunden til velvilje i de 
store ting, som Herren har befalet os. 
Når man tager hårdt fat i skolen, 
kan lektier måske nok være noget vi 
ikke har lyst til at gøre — især en 
aften, hvor der er et godt TV-program 
— men ved at gøre det regelmæssigt, 
får man ikke kun gode karakterer, 
men også hjælp til større opgaver på 
universitetet, i vort arbejde eller i Kir- 
ken. 
Når vi læser avisen, læser vi sæd- 



»••• 



•••••••••• 







vanligvis først tegneserierne eller 
sportssiderne. Selv om vi måske ikke 
har lyst til det, lad os så først blade 
om til lederne og artiklerne med 
dybere mening. Når vi vælger bøger, 
lad os så lægge de populære billig- 
bøger væk og give os i kast med 
bøger med et vægtigere indhold, selv 
om de måske vil være vanskeligere, 
og selv om vi måske ikke har lyst til 
at læse dem. Pludselig vil vi finde 
ud af at dette er blevet vores fore- 
trukne lekture, og som følge deraf, 
er det blevet meget lettere at studere 
og forstå skrifterne. 
Småpengene i vore lommer vil måske 
friste os til at købe noget koldt at 
drikke eller noget slik, selv om vi 
godt ved hvor flygtige disse tilfreds- 



mm\ 



stillelser er. Vi skulle meget hellere 
spare vores penge. Ved at gøre det 
som vi ikke har lyst til at gøre, selv 
i de små ting som at spare et par 
ører eller så, stimulerer det os til at 
spare sammen til at komme på en 
mission, at betale fasteoffer og en 
ærlig tiende, og vi lærer den sande 
værdi af pengene at kende, og deres 
forhold til livet. 

Princippet om at faste kan man ved 
at holde sig fra mad, selv om man 
ikke har lyst til det, lære at holde 
sin appetit under kontrol, og når den 
store prøve kommer, vil man være 
stærk nok til at holde sig til det rig- 
tige. Præsident McKay har sagt, at 
hvis der ikke var andre fordele ved 
at faste, end at opnå en stærkere 
karakter, ville det alene berettige os 
til at gøre det. 

Ved at opdrage os selv i små ting 
hver dag, opbygger vi lidt efter lidt 
en rustning så stærk, at den vil være 
uindtagelig alle dage hele vort liv. 



273 




„Ifør jer Guds fulde rustning, så I kan 
holde stand mod djævelens snigløb. 
Thi den kamp, vi skal kæmpe, er ikke 
mod kød og blod, men mod magterne 
og myndighederne, mod verdensher- 
skerne i dette mørke, mod ondska- 
bens åndemagter i himmelrummet." 
(Ef. 6:11-12.) 

Således forklarede apostlen Paulus, 
at vor mest uforsonlige strid i livet, 
ikke er mod menneskelige fjender, 
der måske kommer med geværer eller 
bombemaskiner for at ødelægge os, 
men mod fjender, der langer ud efter 
os fra mørket, og som måske ikke kan 
opfattes af de menneskelige sanser. 
Apostlen Paulus går videre og sam- 
menligner enhver af os med en kriger, 
der er klædt i en uundværlig rustning 
for at beskytte de fire dele af det 
menneskelige legeme, som Satan og 
hans hær tilsyneladende har fundet 
ud af, er de mest sårbare — gennem 



hvilke retfærdighedens fjender måske 
kan invadere den menneskelige sjæl: 
Så stå da med sandheden spændt 
som bælte om jeres lænder, og iførte 
„retfærdigheden som brynje", tag som 
sko på jeres fødder, villighed til at 
forkynde Evangeliet: „ . . . tag imod 
„frelsens hjelm", . . . (Ef. 6:14-15,17.) 
Sandhed skal være det stof, af hvilket 
bæltet om din lænd skal være formet, 
hvis din kyskhed og livsvigtige styrke 
skal blive beskyttet. Hvordan kan 
sandhed beskytte dig mod en af de 
dødeligste af alle ulykker: ukyskhed. 
Husk på at Herren fortæller os at 
sandhed er kundskab- „ . . . og sand- 
hed er kundskab om tingene, som de 
er, som de var, og som de skal blive"; 
(L&P 93:24.) 

De, som gør sig værdige og indgår 
i den nye og evige ægteskabspagt i 
templet for tid og al evighed, vil 
lægge den første hjørnesten til et 




evigt familiehjem i det celestiale 
kongerige, vil vare for evigt. Deres 
belønning skal være, at de „skal til- 
deles herlighed over deres hoveder i 
al evighed." (Abraham 3:26.) Hvis du 
tror på dem med hele din sjæl, vil 
disse evige sandheder være som et 
lændebælte på din rustning, til at 
beskytte din kyskhed, således som du 



274 




AF HAROLD B. LEE 
Det første præsidentskap 




beskytter dit liv. Men hvis du tillader 
menneskers tomme teorier at få dig 
til at tvivle på dit slægtsskab med 
Gud, den gudommelige hensigt med 
dit ægteskab og dine fremtidige ud- 
sigter til evigheden, da er du blevet 
bedraget af løgnens herre, fordi alt 
sådan noget er imod sandheden, som 
redder dig fra disse farer. 
Hvad så med brynjen, som vil be- 
skytte dit hjerte eller levemåde? Den 
må laves af et stof, som kaldes ret- 
færdighed. Den retfærdige mand 
stræber fremad, da han ved, at han 
dagligt har behov for omvendelse for 
sine misgerninger eller sine forsøm- 
melser. Han bestæber sig på, hver 
dag at lave sit mesterstykke, således 
at han, når dagen er ovre, kan vidne 
i sin sjæl over for Gud, at ligegyldigt 



hvad han har gjort på denne dag, har 
han gjort efter bedste evne. Hans 
legeme er ikke tynget af byrderne,, 
der er pålagt ham som følge af en 
tøjlesløs livsførelse. Han skal ikke stå 
til regnskab for dårskaber. Han er 
fri for synder, klar i tankegang og 
stærk på legemet. Brynjen af retfær- 
dighed har givet ham„styrke for ti — 
fordi hans hjerte er rent". På dine 
fødder, der repræsenterer dine mål 
eller formålet med livet, skal du tage 
sko, der har „villighed til at forkynde 



Evangeliet." Villighed er vejen til sejr 
og „evig årvågenhed er prisen for 
sikkerhed." Frygt er straffen for uvil- 
lighed og planløs sløseri med chan- 
ser. Hvad enten det er i tale, eller i 
sang, i legemlige eller moralske 
kampe, forbliver sejrens hvile hos 
den, der er forberedt. Og nu til det 
sidste stykke af den, af profeten om- 
talte rustning. Vi vil sætte en hjelm 
på hovedet. Vort hoved eller forstand 
er det kontrollerende medlem af vort 
egerne. Det må være godt beskyttet 
mod fjenden, for „som en mand tæn- 
ker i sit hjerte, således er han." 
(Ord. 23:7.) 

Vores hjelm må være „frelsens hjelm". 
Frelse betyder opnåelse af de evige 
rettigheder, at leve i Gud Faderens 
og Sønnens nærhed, som en beløn- 
ning for et godt liv på jorden. Altid 
med frelsens mål for øje, for til sidst 
at blive fuldendt, vil vor tankegang 
og de beslutninger, der bestemmer 
vore handlinger, udfordre alt, hvad 
der vil bringe det strålende kom- 
mende rige i fare. Den, der tillidsfuldt 
ser frem til en evig belønning for 
sine handlinger i det jordiske liv, 



275 



bliver konstant støttet gennem sine 
værste prøvelser. Hvis han bliver 
skuffet i kærlighed, begår han ikke 
selvmord. Hvis nogle af hans kære 
dør, fortvivler han ikke; hvis han ta- 
ber i en udfordring vakler han ikke; 
hvis krig og ødelæggelse truer hans 
fremtid, synker han ikke hen i de- 
pression. Han lever hævet over denne 
verden, og taber aldrig målet for sin 
frelse af syne. 

Hvis vi vil afholde os fra at begå 
mord, må vi lære ikke at blive vrede; 
Hvis vi vil fri os selv fra sexuel synd, 
må vi kontrollere umoralske tanker; 



hvis vi vil undgå fængselsstraf for 
tyveri, må vi lære ikke at begære.. 
Hvis vi vil stå imod alle fristelser, må 
vi forberede os i forvejen, på at møde 
fristelsen ansigt til ansigt. Der må 
være mod og beslutsomhed og 
uafbrudt kamp for det rigtige for at 



wwvw 




vinde „kampen om livet", ellers ville 
alle de rustninger i verden, der kunne 
anbefales til vores beskyttelse, være 
uden værdi. 

For at hjælpe os med at være aggres- 
sive i vor kamp, må vi gøre som 
Paulus foreslog: 

„løft i al jeres færd troens skjold, 
hvormed I kan slukke alle den Ondes 
gloende pile, 

tag imod Åndens sværd, som er 

Guds ord. (Ef. 6:16-17,) 
Læg mærke til hvorledes „troens 
skjold" og Åndens, som er Guds ord, 
arbejder sammen. Ledet ved tro, lært 
os af Guds ord, ser vi livet som en 
god metode til at træne vor sjæl. Ved 
tro, således som Guds ord lærer os, 
forstår vi, at skulle det bidrage til, 
at vi bliver Ham mere lig, er det godt 
for os, selv om det kan være pine- 
fuldt for os til tider. 
Således uddannet, optrænet og for- 
beredte til kampen mod mørkets 
magter og mod åndelig grusomhed: 
„På alle måder er vi hårdt trængte, 
men ikke indestængte, tvivlrådige 
men ikke fortvivlede, forfulgte, men 
ikke forladte, slået tiljorden, men ikke 
slået ihjel. (2. Kor. 4:8-9.) 
Zions ungdom, ifør jer Guds fulde 
rustning. 




276 



For Tid og Evighed 



Lære og Pagter 132:18. 



AF W. GLENN HARMON 



„For tid og evighed". Sætningen har poesiens rytmiske 
tonefald. Den er som takt af et stykke overjordisk musik, 
som det lyttende øre opfanger for derefter at anspænde 
sig og håbe på mere. Og der er mere: en dyb og vid 
betydning, som åbner sig mere og mere, jo mere den 
efterprøves. Hele evighedens grænseløse muligheder er 
nedlagt i det evige ægteskabs pagt, den højeste Evange- 
liske ordinanse, der udføres på jorden — den nøgle, som 
åbner døren til ophøjelse og evig fremgang. 
Læg mærke til, at man bruger sammenstillingen „tid" og 
„evighed"; Det der ved en overfladisk betragtning kunne 
synes overflødigt, tjener i virkeligheden både til at 
adskille og fremhæve. I 1843, da åbenbaringen om 
celestialt ægteskab blev nedskrevet, fandtes der ikke i 
hele kristenheden noget begreb om forbindelse mellem 
mand og kvinde efter døden, ej heller om en efterdødelig 
forbindelse mellem forældre og børn. Selv i den katolske 
kirke, hvor ægteskabet er blevet ophøjet til den værdig- 
hed at være et af kirkens syv sakramenter, blev 
ægteskabet — og bliver det stadig — ophævet ved 
døden. I den protestantiske verden var det — og er det 
stadig — slet og ret en borgerlig overenskomst, „indtil 
døden skiller jer". 

Hvor mærkeligt, ja utroligt forekommer det ikke idag i 
lyset af nyere tids åbenbaring og vor nuværende erfaring, 
som er en følge af, at de troende i henved 125 år har 
levet i ægteskabet, og i lyset af det overvældende bevis, 
som den verdslige historie giver om, at ægteskabet og 
familiebåndene hører til blandt vor civilisations mest 
betydningsfulde og mest universelle af alle menneskelige 
forhold i almindelighed skulle dømmes til at være be- 
grænset til det jordiske livs varighed! 
Udtrykket „for tid og evighed" bærer højtideligt vidnes- 
byrd om, at en forening, der er stadfæstet i Herrens Hus, 
ikke er et sådant ægteskab. 

Det tidsmæssige — Et alment princip. 

Dette er heller ikke alt, hvad det betyder. Det tidsmæs- 
sige element spiller ind. Ordet „tid" i forbindelse med 
beseglingsordinansen henviser til den bestemte del af 
evigheden, der begynder med den jordiske fødsel og 
ender med den jordiske død. For at blive gift for tid og 
al evighed, må vi altså lade os gifte i tide — ægteskabs- 
kontrakten skal indgås i jordelivet et eller andet sted 
mellem de to yderpunkter fødsel og død. 
Betydningen af det tidsmæssige i forbindelse med livets 
tildragelser kan ikke fremhæves for stærkt. Hele række- 



følgen og virkeliggørelsen af efterfølgende begivenheder 
kan afhænge af det tidsmæssige i enhver begivenhed. 
Og i eksistensens endeløse fremadskriden er det den 
række af begivenheder, der følger efter hinanden, der for 
det enkelte menneske former den bestemte del af evig- 
heden, den pågældende lever i. 

Landmanden er opmærksom på dette, når han sår og 
dyrker jorden. For at få en rigelig høst må man så, når 
tiden er inde dertil, i jord, som / forvejen er beredt til 
det. De efterfølgende handlinger, vanding, rensning, og 
indhøstning må alle udføres i tide for at nå det bedste 
resultat. Det tidsmæssige er et alment princip for hand- 
ling, hvoraf succes og fiasko kommer. 




277 



Et tidspunkt til ethvert formål. 

De negative følger af mangel på påpasselighed med 
tiden er skarpt blevet udtrykt i en sætning, der er født 
af en stor verdenskrig: For få og for sent. 
William Shakespeare udpegede både de positive og de 
negative sider af de tidsmæssige: 

Menneskens anliggender er som et tidevand; hvis man 
tager affære ved flod, fører det til lykke, hvis det 
undlades, vil deres livs rejse være bundet til lavvande 
og ulykke. 

Skrifterne er på ingen måde tavse om denne grund- 
læggende sandhed: 

Alt har sin stund og hver en ting under himmelen sin 
tid: tid til at fødes og tid til at dø, tid til at plante og 
tid til at rydde, tid til at dræbe og tid til at læge, tid til 
at nedrive og tid til at opbygge, tid til at græde og 
tid til at le, tid til at sørge og tid til at danse, ... tid 
til at elske og tid til at hade, tid til krig og tid til fred. 
(Prædikerens Bog 3:1-4, 8.) 

Menneskesønnen selv fremhævede det yderligere: „Men 
søg først Guds rige og hans retfærdighed." Han lovede, 
at hvis man gjorde det, „så skal alt det andet (mad 
drikke og klæder) gives jer i tilgift." (Matt. 6:33.) 
Princippet om det tidsmæssige spillede endog ind ved 
drøftelserne i det store råd i himlen, før verden var: 
... Vi vil gå ned, thi der er rum der, og vi vil tage af 
disse materialer og danne en jord, hvorpå disse kan bo. 
Og vi vil prøve dem hermed for at se, om de vil gøre 
alt, hvad Herren, deres Gud, vil befale dem. 
Og de der består deres første prøvestand, skal gives 
mere , og de, der ikke består deres første prøvestand, 
skal ikke få herlighed i samme rige som de, der består 
deres første prøvestand; og de, der består deres anden 
prøvestand, skal tildeles herlighed over deres hoveder 
i al evighed. (Abraham 3:24-26.) 

At skulle gives mere. 

I mormon-terminologien menes der med menneskets 
„første prøvestand" menneskets førjordiske tilværelse, 
og med „den anden prøvestand" menes livet på jorden. 
Det er klart, at vi for at have holdt vor første prøvestand 
må have imødekommet visse krav i den periode, der 
kaldes den første prøvestand. Erindringen om, hvilke krav 
det var, ja al erindring om selve den førjordiske til- 
værelse er blevet frataget os, utvivlsomt i den vise 
hensigt at iværksætte den grundige prøve, som finder 
sted i jordelivet. Men i almindelig forstand kan vi være 
sikre på, at den omfattende prøve, vi der mødte, var 
en prøve på selvdisciplin for at afgøre vor evne og vilje 
til at holde os i harmoni med og lydige mod den gud- 
dommelige vilje uden at være tvunget til det. Vi måtte 
kunne beherske en stor lektie der, før vi blev egnet ti! 
at „gives mere" og gå ind i „den anden prøvestand." 
Det er ikke ulig dette at gøre sig fortjent til en univer- 
sitetsgrad: arbejdet må gøres først. 



At vi er kommet ind i den „anden prøvestand" er bevis 
på, at vi har passeret de „prøver", der krævedes i den 
første prøvestand, med tilfredsstillende succes til, at vi 
kunne „gives mere". Vor belønning er det fysiske legeme, 
som ved fødslen er blevet åndens hjem, åndens tem- 
pel, og som sætter ånden i stand til at gøre noget, som 
førhen havde ligget uden for dens kunnen. 
I dødeligheden er der flere prøver. Ikke blot må ånden 
lære at bruge det fysiske legeme, den må opnå fuld- 
stændig kontrol og herredømme over legemet i åndelige 
hensigter- de samme høje hensigter, der fandtes i den 
førjordiske tilværelse prøve, da ånden var uden for det 
fysiske legeme. Først når disse Gud-lignende hensigter 
er kommet til at dominere ånden og det fysiske legeme, 
som den huses i, vil vi have holdt den anden prøvestand 
og være egnet til at „tildeles herlighed i al evighed." 

Mand og kvinde. 

I denne åndens kamp for at få kontrol over det fysiske 
er der ikke nogen mere universel, ingen mere betydnings- 
fuld prøve end forholdet mellem kønnene. Dette forhold 
vedrører og indvirker på selve livets kildevæld, selve 
racens fortsættelse. Svarende til kyskhedslovens betyd- 
ning kan det, hvis det mislykkes for een at holde den, 
betyde, at man kastes ned i fornedrelsens dybeste af- 
grund, hvorimod overholdelse af den kan hæve een til 
den højeste grad af evig herlighed. 

Selvom enhver form for ægteskab kan og bør være agt- 
værdig i Guds øjne som kendemærket på det anstæn- 
dige, fortrolige, forhold mellem mand og kvinde, er det 
loven om det celestiale ægteskab, som er eksperimentet, 
der fører til den højeste belønning — det store privi- 
legium at „tildeles herlighed i al evighed." Dette kan 
opnås, for de som forstår det, og hvem ville ikke ønske 
sig det? 

Men reglerne må overholdes; pagterne skal indgås i tide 
— til deres rette tid. Senere er for sent. 
Og hvad den nye og evige pagt angår, da blev den 
indstiftet for min herligheds fylde, og den, der modtager 
en fylde deraf, må og skal overholde loven, ellers vil han 
blive fordømt, siger Gud Herren. (L & P 132:6) 
Den tidsperiode, hvor man skal opnå at få åndeligt herre- 
dømme over det jordiske legemes lyst og begær, er den 
tid, da vi lever her på jorden. Derfor må mand og kvinde 
for at gøre sig fortjent til fremgang indgå og holde fast 
ved denne celestiale pagt, medens de lever her på jorden, 
for, 

. . . Når de ... er ude af verden, da tager de hverken til 
ægte eller bortgiftes, men er som engle i himlen, hvilke 
engle er tjenende ånder, som betjener dem, som er 
værdigere til en langt større, ja, en overmåde stor og 
evig herlighed. (L & P 132:16.) 

Det celestiale ægteskabs pagt skal således indgås i 
jordelivet. Det er ikke vanskeligt at få øje på nogle af 
årsagerne til, at det må være sådan. 



278 



Det fysiske legeme får man i jordelivet, den „anden 
prøvestand." Selve formålet med den anden prøvestand 
er at give ånden mulighed for at disciplinere og optræne 
legemet til at være for evigt et nyttigt og uadskilleligt 
redskab til åndens fortsatte fremgang. Det er på åndens 
område, at væksten kan fortsætte, ikke på kødets om- 
råde. Som Johannes siger: „Det er Ånden, som gør 
levende, Kødet gavner intet..." (Joh. 6:63.) Derfor af- 
gøres udstrækningen af ens fremgang i evighederne af 
den grad, hvori ens ånd opnår at få herredømme over 
kødet, og omvender det til åndelige formål. Skrifterne 
bekræfter, at alle Guds befalinger er åndelige, og ikke 
timelige. (Se L&P 29:34,35.) 



Der findes ikke noget bedre værksted til udvikling af 
åndelig kontrol og ægte kærlighed og eenhed, hvilke er 
afgørende bestanddele af det celestiale rige, end 
hjemmet, hvor forholdet mand-hustru og forældre-børn 
råder. 

Et ægteskab som indgås i Herrens Hus „for tid og al 
evighed" giver det uudslettelige stempel, at de der ind- 
går en såden pagt, / tide har vist deres værdighed og 
/ tide har tilkendegivet deres villighed til at holde denne 
store lov. Der står for dem kun tilbage, at de skal fort- 
sætte trofast, og de „tildeles herlighed i al evighed." 



Fællesrecitation d. 4. oktober 1970 

De to skriftsteder bør læres udenad i løbet af september måned af eleverne i kursus 14 og 16. Hver klasse reciterer et 
skriftsted ved søndagens forprogram fastesøndag. 

KURSUS 14: 

„Det undrer mig, at I så hurtigt lader jer drage bort fra ham, som kaldte jer ved Kristi nåde, hen til et anderledes evange- 
lium, 

som ikke er et evangelium; det er kun nogle, der forvirrer jer og gerne vil forvanske Kristi evangelium. 
Men selv om vi eller en engel fra Himmelen forkyndte jer evangeliet i strid med det, vi har forkyndt jer — forbandet være 
han!" (Galat. 1:6-8.) 

KURSUS 16: 

„Thi fordi døden er kommet ved et menneske, er også de dødes opstandelse kommet ved et menneske. 

Thi ligesom alle dør i Adam, således skal også alle levendegøres i Kristus." (1. Kor. 15:21, 22.) 



Nadververs 

Seniorsøndagsskolen: 

„ . . . Vælg i dag, hvem I vil tjene, 

. . . Men jeg og mit hus, vi vil 

tjene Herren." (Josua 24:15.) 

Juniorsøndagsskolen: 

„ . . . Salige er de rene af hjertet, thi 

de skal se Gud." 

(Matthæus 5:8.) 



gu | 



*m 



A i 



å 



Roy M. Darley 



4 — U 



^ 






¥ 



3X1 



ggEg J E • '■ 



9^ 



i 



T 

i 

é 



■■ 



g i g j- 



T 



n 



3E 



i* 



L±A 



279 



AF Dr. JOHN W. BENNION 



Mormons Bogs perspektiver om 



Mange medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages 
Hellige nyder godt af en levestandard, der ikke har no- 
get sidestykke i menneskenes historie. 
Selv de, der er forholdsvis fattige efter moderne måle- 
stok, ville synes rige og fulde af velstand målt efter 
tidligere generationers standarder. 

Historien lærer os, at økonomiske vilkår sommetider 
ændrer sig i hast. Ingen ved, hvor længe denne periode 
med almindelig velstand vil vare. Hvorom alting er, så er 
vi underlagt nogle af de samme fristelser, som tidligere 
generationer stod ansigt til ansigt med i tider med ma- 
teriel fremgang. Mormons Bog er en rig informations- 
kilde som fortæller om den splittende indflydelse som 
fremgang og velstand kan have i det menneskelige liv. 
Nephiternes og Iamaniternes oplevelser burde få os til 
at standse vor optælling af materielle goder og velsig- 
nelser. Selve ordet velsignelse burde i sandhed benyttes 
forsigtigt, for hvis ikke mennesker er på vagt overfor 
farerne, kan fremgang blive til en forbandelse og føre 
til moralsk og åndeligt forfald. Detter er en af Mormons 
Bogs store lektier. 

Som så meget andet, kan materiel overflod ophøje livet. 
Ja, det er endda muligt både at være rig og retfærdig, 
men det skjulte fordærv, der ligger i overflod, er stort 
nok til at berettige vor omhyggelige opmærksomhed. En 
analyse af de erfaringer, som nephiterne gjorde med 
hensyn til materiel fremgang, afslører flere fristelser, 
som de ofte bukkede under for, fristelser, der også er 
tilstede i vor tid. 

Materiel fremgang får ofte mennesker til at være for- 
fængelige og selvretfærdige. Mennesker fristes til at 
være stolte af deres rigdom og af sig selv på grund 
af deres besiddelser. Denne tendens var kendt blandt 
nephiterne få år før Kristi fødsel. 

„Og det to og. halvtredsinstyvende år endte også i fred 
med undtagelse af den store stolthed, der var kommet 
ind i folkets hjerte på grund af deres store rigdomme 
og deres fremgang i landet; og den blev større fra dag 
til dag." (Hel. 3:36). 

I sig selv og af sig selv øger fremgang ikke et mennes- 
kes karakter; der er intet forhold mellem et menneskes 
materielle besiddelser og hans sjæls ædelhed. Ikke desto 
mindre er det som om materiel fremgang er tilbøjelig til 



at få mennesker til at føle sig overlegne, og på den 
måde forvrænger de deres syn på sig selv. 
Nært beslægtet med fristelsen til at være stolt er den 
tendens, som folk, der har materiel fremgang, har til at 
føle sig selv nok i forhold til Gud. Materiel overflod kan 
skabe en falsk følelse af sikkerhed og herredømme, og 
få mennesker til at føle, at de ikke har noget behov for 
guddommelig styrelse og hjælp. De mister deres følelse 
af taknemmelighed og afhængighed overfor Herren. 
„Ja, vi kan se, at på samme tid, som han velsigner 
sit folk ved at formere deres markers afgrøde, deres 
flokke og hjorde, deres guld og sølv og allehånde kost- 
bare ting og kunstgenstande og bevarer deres liv og 
udfrier dem af deres fjenders hånd og blødgør fjenders 
hjerter, så de ikke vil erklære krig mod dem, og endelig 
gør alt for folkets velfærd og lykke, se, da på samme 
tid forhærder de deres hjerter og glemmer Herren, deres 
Gud, og træder den Hellige under fode — og dette på 
grund af deres medgang og store held. (Hel. 12:2). 
En dyb fornemmelse af slægtskab med Gud og en fø- 
lelse af behov for Hans hjælp er selve essensen vod 
åndelighed. Desværre har materiel overflod en tendens 
til at frembringe en fornemmelse af at være sig selv 
nok. Så illusorisk det end må være, kan det tære på vor 
modtagelighed overfor åndelige ting. Samuel erkendte 
og påpegede denne omstændighed overfor nephiterne: 
„I erindrer ikke Herren jeres Gud, i de ting, han har 
velsignet jer med, men I erindrer altid jeres ridomme, 
men I takker ikke jeres Gud for dem, og jeres hjerter er 
ikke henvendt til Herren, men svulmer af megen stolt- 
hed, så at I praler og hengiver jer til megen hovmod, 
misundelse, strid, ondskab, forfølgelse, mord og alle for- 
mer for ugudelighed." (Hel. 13:22). 

Selvom det er sådan, at mange mennesker er i stand til 
at bibeholde ja endda styrke deres tro, medens de le- 
ver under omstændigheder med materiel overflod, er 
slægtskabet mellem fremgang og tabet af tro kun alt 
for almindeligt til at man må ignorere det. Nephiternes 
historie viser et foruroligende mønster. Med tro og flid 
arbejder en generation hårdt på at tjene Herren og på 
at sørge for sig selv. Deres anstrengelser velsignes, og 
de får hurtigt materiel fremgang. Men deres arbejdes 
frugter får dem til at føle sig stolte, forfængelige og sig 



280 



selv nok, og snart begynder de at miste selve den tro, 
der hjalp dem med at få fremgang i første instans. Som- 
metider finder denne process sted i løbet af en gene- 
ration. Andre gange er det den anden eller tredie gene- 
ration, der bukker under for fristelserne som følger med 
materiel overflod. 

En tredie fare, som findes ved materiel overflod, er ten- 
densen hos den fremgangsrige til at blive ufølsom og 
uimodtagelig overfor menneskelig nød og lidelse. I tider 
med almindelig fremgang, hvad enten det er i vore dage 
eller på Mormon's Bogs tid, er det ikke alle, der har del 
i denne overflod. Der er altid nogle, som, af en eller an- 
den grund, behøver hjælp. Mormons Bog giver mange 
eksempler på den tærende indflydelse finansiel frem- 
gang har på sådanne dyder som indlevelse, sympati, 
medfølelse og uselviskhed. Materielle besiddelser og 
materielt velvære kan være årsag til, at vi mister vor 
evne til at identificere os med og være modtagelig over- 
for dem, som ikke deler velsignelserne, på en hjælpsom 
måde. Alma så denne tendens blandt sit folk. 
„Ja, han så den store ulighed blandt befolkningen, nogle 
var oplæste i stolthed og ringeagtede andre og vendte ryg- 
gen til den nødlidende og den nøgne og dem, der var 
sultne og tørstige, syge og besværede." (Alma. 4:12). 
Evnen til omsorgsfuldt at sætte sig ind i menneskelig 
nød og ledelse er noget fundamentalt i Jesu Kristi Evan- 
gelium. Ingenting kan fyldestgørende sættes i stedet for 
mangelen af dette. Ved enden af sit liv, indså Moroni, at 
fremtidige generationer, måske inklusive vor, ville kom- 
me til at leve under omstændigheder, hvor der herskede 
stor overflod. Han forudså også, at disse omstændig- 
heder ville blive årsag til, at nogle ville miste deres 
følsomhed overfor menneskelig nød, som det skete 
blandt nephiterne. Hans beskrivelse af fremtidige gene- 
rationer burde have en appellerende indflydelse på vor 
egen fremgangsrige generation. 

„Thi se, I elsker penge og jeres gods, jeres fine klæder 
og udsmykningen i jeres kirker mere, end I elsker de 
fattige og nødlidende, de syge og de lidende. 
Hvorfor smykker I jer med det, som ikke har noget liv, 
og lader dig de hungrige, nødlidende, nøgne og syge og 
bekymrede gå forbi jer uden at skænke dem nogen 
tanke?" (Mormon 8:37-39). 



Enhver fremgangsrig generation er underlagt de samme 
fristelser, som tidligere underminerede moralen og det 
åndelige liv hos nephiterne. Materiel overflod kan — og 
vil også — resultere i et materielt syn på livet. Nephi- 
ternes historie lader en stor advarsel lyde til os om at 
være på vagt overfor materialismens listige tendenser. 
Tiende- og offerprincipperne kan betragtes som en 
bremse for materialisme. Når vi regelmæssigt giver ti 
procent af vor indtægt i tiende og desuden husker at 
betale til Kirkens opbygning, missionsarbejdet og de 
fattige iblandt os, og hjælpe dem med at blive i stand til 
at klare sig selv, hvor det er muligt, så kan disse vaner 
hjælpe os til at bibeholde det rette perspektiv med hen- 
syn til de materielle værdier. Foruden at tilføre livet den 
komfort, der må siges at være rimelig, burde vi betragte 
de materielle værdier som en hjælp til at fremelske og 
fostre moralske, åndelige, intellektuelle og sociale vær- 
dier. 

Betalingen af tiende og offergaver lærer os at anvende 
en del af vore materielle midler til formål, der ligger 
udover vor egen materielle fremgang og velstand. Hvis 
vi betaler tiende i den rette ånd, vil vi lære at anvende 
vore midler i arbejdet med at understøtte andre værdier 
end dem, der udelukkende giver materielle resultater. 
Penge, der anvendes til at uddanne en missionær, god 
musik, uddannelsesrejser, værdigt trængende til et of- 
fentligt embede eller velgørenhed er i sandhed mere i 
harmoni med Evangeliet end en endeløs jagt efter ma- 
terielle goder og overfladiske fornøjelser, der er uden 
liv. 

Verden af i dag ved meget om fremgang både for lykke 
og velstand. Det gode liv, som det f. eks. fortolkes igen- 
nem annoncer, består i at øge de materielle goder og 
besiddelser og i nydelsen af de fysiske fornøjelser. 
Udbredt forvirring, pille-misbrug og skilsmisser demon- 
strerer vor generations sårbarhed overfor farerne ved 
materiel fremgang. Jesu Kristi Evangelium og lektierne 
fra Mormons Bog er en magtfuld modgift mod vore dages 
materialisme, hvis vi blot vil lytte til advarslerne og for- 
maningerne fra Herren: „Tragt ikke efter rigdom, men 
efter visdom, og se, Guds hemmeligheder skal blive ud- 
foldet for jer, og da vil I være rige. Se, den, der ejer det 
evige liv, er rig". (L&P 6:7). 



281 




BLAINE N. LEE 



Pia ni 




Et bestandigt problem i klasseværelset angår elevernes 
dårlige opførsel og udøvelsen af disciplin i forsøget på 
at standse eller ændre den dårlige opførsel. Ofte tages 
myndighed, trusler og fysiske forholdsregler i anvendelse 
for at bremse den elev, der opfører sig dårligt, og for at 
opretholde orden i klassen. Som de fleste lærere, der har 
brugt disse metoder, ved, giver denne fremgangsmåde 
øjeblikkelige resultater: Hvis en elev, der har forstyrret 
lektien, fjernes fra klassen, ophører den forstyrrelse 
almindeligvis, som han har forårsaget. Fordi denne frem- 
gangsmåde bringer en sådan øjeblikkelig ændring i klas- 
sen, tager man gerne sin tilflugt til den. Imidlertid sker det 
ikke så sjældent, at den pågældende elev vil opføre sig 
på den samme forstyrrende måde næste gang han er i 
klassen. 

Fordi denne fremgangsmåde bringer øjeblikkelige resul- 
tater og kun kræver ringe ekstra anstrengelse, er den 
fristende. Men hvis den kun sikrer nogle få minutters 
orden i klassen og i bedste fald kun fremkalder en 
midlertidig ændring i opførslen, hvor megen værdi har 
den så i virkeligheden? Rækker Deres bekymring for den 
elev, der opfører sig dårligt, også ud over klassetiden 
i Søndagsskolen? 

Mange årsager til dårlig opførsel 

Der er mange årsager til, at elever opfører sig dårligt. 
I enhver situation, hvor en elev modtager belæring, selv 
om det sker på den mest ideele måde, kan en eller 
anden have en undskylding for at opføre sig dårligt. 
Årsagerne dertil kan være knyttet af tre ting: læreren, 
omgivelserne og eleven selv. Læreren kan være uforbe- 
redt, nervøs, uerfaren eller mangle ånden. Klasseværelset 
kan være overfyldt, for koldt eller for varmt; forsynin- 
gerne kan være utilstrækkelige; måske er der andre 
elever, der snakker, eller lektiematerialet ikke på sin 
plads. Eleven selv er måske sulten, tæt, ked af det, 
uinteresseret, kritisk, støjende eller måske endda faldet 
i søvn. 

Der er bestemt ikke nogen af disse betingelser, der 
bidrager til en begejstret tillæring. Men tillæring har 
fundet sted, selvom een eller mange af disse betingelser 
har hersket, når eleven har påtaget sig en del af ansvaret 
for tillæringen. Hvad enten der er forstyrrende omstæn- 



282 



digheder eller ej, er hver enkelt alligevel ansvarlig for sin 
opførsel. 

Ansvar og valg — et evigt princip 

Wilford Woodruff fremsatte disse udtalelser, som nær- 
mere uddybede det ansvar, som hver enkelt af os har: 
Handlefrihed og direkte individuel ansvarlighed over for 
Gud er blandt grundpillerne i vor Kirkes lære. 1 
Med hensyn til den menneskelige families rettigheder vil 
jeg gerne sige, at Gud har givet individuel handlefrihed til 
alle sine børn i denne forvaltning, ligesom Han gav den 
til alle sine børn i tidligere forvaltninger. Denne handle- 
frihed har altid været menneskets arv under Guds herre- 
dømme og regering ... I kraft af denne handlefrihed er I 
og jeg gjort til ansvarlige væsener, ansvarlige for den 
kurs, vi følger, det liv vi lever, de gerninger, vi gør i 
legemet. 2 

Vi er således alle ansvarlige for „de gerninger, vi gør." 
At acceptere ansvaret for vore handlinger betyder også 
at acceptere følgerne af vore handlinger. Den evige lov 
er af en sådan beskaffenhed, at vi må tage følgerne af 
vore handlinger, uanset om vi ønsker dem eller ej; der- 
for er det til vor fordel at erkende denne proces, når vi 
vælger at handle på en bestemt måde. For hver lov, der 
brydes, „gør retfærdigheden krav på mennesket og fuld- 
byrder loven." (Alma 42:22.) Og enhver lov, der holdes, 
medfører en velsignelse, for „der er en lov, uigenkalde- 
ligt fastsat i himlen før denne jords grundvold blev lagt, 
ifølge hvilken alle velsignelser er forjættede." (L & p 
130:20.) 

Denne verdens naturlove kan sammlignes hermed. Hvis 
vi spiser for meget, tager vi på i vægt. Hvis vi springer 
ud over en stejl skrænt, falder vi. Hvis vi ikke trækker 
vejret, dør vi. Alle disse konsekvenser følger en kræn- 
kelse af eller en overholdelse af livets naturlove. 
På samme måde modtager vi, eftersom vor opførsel er i 
overensstemmelse med eller krænker Guds love, blot 
lønnen. 

Uretfærdigt herredømme og hvordan man undgår det 

Hvad har dette at gøre med Søndagsskole og disciplin? 
Vi har omtalt en almindelig måde at løse opførselspro- 
blemer på i klassen — nemlig den måde, der går ud på 




konsekvenser 



at fjerne eller skræmme eleven. Denne fremgangsmåde 
minder svagt om en anden fremgangsmåde, der kom 
til udtryk ved rådet i himlen, før jorden blev skabt. Satan 
præsenterede den plan, efter hvilken man kunne kon- 
trollere dårlig opførsel, og som var meget enkel — dår- 
lig opførsel ville ikke blive tilladt. Herren fremkom med 
en anden mulighed, hvorefter menneskets handlefrihed 
ville blive bevaret, og som ville tillade dårlig opførsel, 
hvis vi mennesker valgte at handle på den måde. 
Idag må de, der har fået myndighed i nogen som 
helst udstrækning, afgøre hvilken af disse to planer, der 
skal danne basis for deres påvirkning af andre. Den ene 
plan byder ,på mulighed for at lære, derved at vi mod- 
tager konsekvensene af vore valg; den anden opstiller 
kunstige konsekvenser og tillader ikke nogen udøvelse 
af handlefrihed. Hvilken af disse to planer følger en 
lærer, når han siger til eleven: „Sid stille, ellers tager 
jeg dig med ned til grenspræsidenten" eller „Jeg har 
sagt til dig, at du ikke må snakke i min klasse — for- 
svind!"? 

Der er en anden fremgangsmåde, der er tilgængelig for 
den lærer, der vil støtte elevernes handlefrihed. Denne 
fremgangsmåde forudsætter, at læreren gerne vil påvirke 
sine elever på to måder: 

For det første vil han gerne hjælpe elevernes til at få 
øjnene op for de naturlige konsekvenser af alle former 
for opførsel i klassen. Den kloge lærer vil hjælpe sine 
elever at forstå, hvordan deres opførsel påvirker både dem 
selv og resten af klassen. Hvis en elev er opmærksom, vil 
han høre. Hvis han deltager, vil han sandsynligvis lære no- 
get. Hvis han forstyrrer andre, vil hele klassen have svært, 
ved at lære noget. Hvis han ikke lærer Evangeliet at kende, 
vil han muligvis blive berøvet andre muligheder i frem- 
tiden, som f. eks. at gå på mission eller at blive lærer. 
For det andet vil læren give eleverne mulighed for at 
vælge en passende opførsel. Med „passende" mener vi 
en opførsel, der bringer de konsekvenser med sig, som 
hver enkelt elev i virkeligheden ønsker. Man kan give 
eleverne denne mulighed ved f. eks. at lade dem etablere 
deres egne klassestandarder. De kan afgøre, hvad de 
virkelig ønsker, og hvad de skal gøre for at opnå det. 
Når nogle elever vælger ikke at følge klassens standar- 
der, fungerer læreren som en vejleder, der skal hjælpe 



dem at få øjnene op for de konsekvenser, de også har 
valgt ved den måde, de har opført sig på. 
Lad os f. eks. antage, at klassen bestemmer, at de 
gerne vil lære Evangeliet at kende. For at lære Evangeliet 
at kende må de overvære Søndagsskolen, deltage i 
lektierne og ikke forstyrre andre. Hvis en elev forstyrrer, 
er der ingen, der kan lære. Derfor bestemmer klassen, 
at hvis en eller anden bestandigt forstyrrer klassen, skal 
to af klassens medlemmer tale med vedkommende uden 
for klassetiden, for at de kan forklare ham eller hende, 
hvordan undervisningen påvirkes. Dette er konsekvensen. 
(En mere alvorlig konsekvens kan fastsættes for forstyr- 
rende opførsel, som varer ved.) Eleverne har udøvet 
deres handlefrihed på tre måder: De har planlagt, hvad 
de ønskede at få ud af Søndagsskolen, de har planlagt be- 
stemte metoder, hvorefter klassen kan kontrolleres, og 
de har alle accepteret et sæt klassestandarder. I de 
følgende uger kan en elev vælge at forstyrre klassen og 
dermed modtage de konsekvenser, som han ellerede 
har erkendt og fastlagt. Hvis eleven så beslutter sig til, 
at han i virkeligheden ikke ønsker disse konsekvenser, 
kan læreren hjælpe ham med at planlægge det således, 
at den dårlige opførsel ikke vil gentage sig. Under dette 
vil der ikke blive anvendt frygt eller trusler, men læreren 
vil „udvise større kærlighed mod ham ... at han (eleven) 
ikke skal betragte dig som sin fjende." (L& P 121:43.) 

Virkelig undervisning — et kærlighedsarbejde 

Det ovenfor skitserede er een fremgangsmade, som 
man kan bruge i arbejdet mod den dårlige opførsel i 
klassen. Det er ikke hensigten at åbenbare en hurtig og 
let universalløsning på alle problemer i klassen, men at 
foreslå en indstilling og give en orientering, som kan 
underbygge en elevs frihed og føre til mere effektiv 
tillæring. For at kunne arbejde effektivt må en lærers 
omhu og bekymring for den enkelte elev være mere end 
blot ord — den må kunne føles af eleven. Dette kræver 
muligvis mere tid, mere anstrengelse, mere overvejelse 
og forberedelse; men det er elevernes sjæle, der står på 
spil, og af hvor stor værdi er ikke bare een sjæl! 

1 Wilford Woodruff, Millenial Star, 52:34, 12. december 1889. 

2 Wilford Woodruff, Millenial Star, 51:642, 1. September 1889. 

3 Se L&P 18:10. 



283 




-i^zrr^^:"---'-™^'; 



% 






284 



Indvielse 
af kirken 
på Maglegårds 
allé 

„En uforglemmelig oplevelse..." Dette 
var en sætning, som gang på gang blev 
gentaget under de to dages begivenheder 
i forbindelse med indvielsen af kirken på 
Maglegårds allé i Søborg ved Køben- 
havn den 14. juni, 120 års-dagen for de 
første missionærers ankomst til Danmark. 
Mange bidrog til at denne særlige anled- 
ning blev en stor succes: tilberedningen 
af mad og forfriskninger, sang, dans, ta- 
ler og anden underholdning. Også præ- 
sident og søster Pehrson bidrog til for- 
beredelserne med deres velkendte, hjem- 
melavede frugtdrik og rootbeer. Fint ud- 
førte programmer, danske sangbøger og 
forskellige mærker var trykt af Distribu- 
tions Centret og forskellige medlemmer 
og blev solgt og udstillet ved festen. 
Festlighederne begyndte lørdag den 13. 
juni. Klokken 19.30 samledes den største 
gruppe Sidste Dages Hellige, der nogen- 
sinde har været samlet på en gang, re- 
præsenterende hele Danmark, i den store 
festsal, glade og med stor forventning. 
Særlige gæster var præsident S. Dilworth 
Young og søster Young, Karl G. Lager- 
berg fra Kirkens kontor i Frankfurt samt 
søster Lagerberg, og naturligvis mis- 
sionspræsident Paul L. Pehrson og sø- 
ster Pehrson. Der blev solgt pakker med 
smørrebrød samt forfriskninger, og der 
var underholdning i form af folkedans, 
sange, sketches etc. fra alle grene i mis- 
sionen. Festen var en strålende succes, 
en aften som alle var glade for. 
Den næste morgen, søndag den 14. juni, 
gav os en dyb foståelse og åndelig væk- 
kelse med hensyn til vort medlemskab i 
Kirken, kl. 8.30 begyndte Præstedøm- 
mets møde med præsident S. Dilworth 




Young som hovedtaler, og samtidg var 
der et møde for søstrene med søster 
Hulda Young som hovedtaler. En stor 
gruppe af Præstedømmets medlemmer og 
søstrene i Kirken overværede de respek- 
tive møder. 

Konferencens første hovedmøde be- 
gyndte kl. 10 under præsidium af præ- 
sident Young og under ledelse af grens- 
præsidenten for Nordre Gren, broder 
Hans Billeskov Jansen. Imellem talerne 
sang Primary-børnene forskellige sange. 
Efter en spisepause, som søskende be- 
nyttede til at forny gamle venskaber og 
lære nye venner at kende, begyndte kon- 
ferencens andet hovedmøde. Dette møde 



var det særlige indvielsesmøde, hvor 
præsident Young, som er præsident for 
De Halvfjerds' Første Råd i Jesu Kristi 
Kirke af Sidste Dages Hellige, indviede 
kirken og opsendte en særlig velsignelse 
over medlemmerne og bygningen. 
En stolt gruppe Hellige rejste hjem til de- 
res respektive grene efter en yderst vær- 
difuld og frydefuld oplevelse. De Hellige 
i Danmark vil altid huske den glade og 
åndelige fryd de oplevede, da de fejrede 
Kirkens 120 års jubilæum i dette velsig- 
nede land, Danmark, tillige med den sær- 
lige indvielseshøjtidelighed for den nye 
kirke på Maglegårds allé. 

Ældste Don Hartman 




285 



Fra Missionens 




Kære søskende! 

Hvilken vidunderlig verden vi lever i, og hvor vidun- 
derligt er det ikke at være en Sidste Dages Hellig! 
Jeg er så stolt af jer alle. 

Det er vidunderligt at være jeres missionspræsident 
og besøge jer fra tid til anden. Jeg gætter på, at jeg 
er det lykkeligste menneske i hele verden. 
Herren har været så god mod os alle. Vi har fået 
store velsignelser, flere end vi nogensinde kan forstå. 
Vi har alle nok at spise, godt tøj at tage på. Nogle 
af os har bil — vi har alle et godt sted at bo. Vi har 
dejlige familier, gode børn, vidunderlige mødre og 
fædre, som tager sig af dem. Endnu engang siger 
jeg: Vi har det godt. 

Vi har gode, rene, fine kirkebygninger at mødes i — 
gode venner, som vi elsker at træffe og udveksle 
tanker med. Ja, vort kammeratskab i Danmark er be- 
mærkelsesværdigt. 

For nogle måneder siden tilbragte søster Pehrson og 
jeg nogle vidunderlige dage ved Festinord, og atter 
frydede det mig at se Kirkens vidunderlige unge. 
I ville også have været stolte over dem, medens de 
legede, spillede, dansede, løb, sprang, sang, talte, 
bad og bar vidnesbyrd for hinanden om den rette 
måde at leve på og om det sande Evangelium. Hvil- 
ken vidunderlig begivenhed! — Og alle disse unge 
mennesker rejste hjem lykkelige og glade og med 
kærlighed til Herren. 
En anden stor velsignelse er Templet, og i sommer 



Præsidentskab 



har mange af vore Hellige været i Templet og er 
blevet velsignet ved det arbejde de har udført der. 
Det er vanskeligt at forstå, hvor mange velsignelser 
vi virkelig har, før vi tager os tid til at tænke over det. 
Nu har vi den store velsignelse at skulle bygge tre 
nye kirkebygninger i Danmark, vi begynder med en i 
Fredericia i denne måned, en næste forår i Nord- 
sjælland, og en i 1971 om erfteråret i Aalborg. Gud 
velsigne jer alle, fordi I giver jeres tid, jeres penge 
og jeres ånd til denne store velsignelse. — Det er 
en velsignelse at give — det er en velsignelse at 
arbejde — det er en velsignelse at være en Sidste 
Dages Hellig. 

Lad mig fortælle jer, hvad den største velsignelse af 
alle er — den velsignelse er jeres lejlighed til at tjene 
— til at tjene hvem? Først jeres egen familie, dernæst 
Gud og Kirken, jeres arbejdsgiver hvor I arbejder, 
jeres land, jeres næste, drengen uden en fader, pigen 
uden en moder, de usikre, de lamme, de ældre men- 
nesker, som har brug for jer og jeres kærlighed, de 
unge som trænger til råd og vejledning og forståelse, 
de som er langt nede og næsten slået ud, men som 
på grund af jeres store omsorg og arbejde kommer 
på fode igen. 

Lad os gøre verden til en bedre verden, fordi vi er 
villige til at tjene — vor Gud, vore medmennesker og 
derved frelse os selv. 

Paul L. Pehrson, 
missionspræsident 



286 



Missionærafløsninger 

Følgende missionærer er blevet hæder- 
lig afløst fra deres arbejde i den danske 
mission: 
10. juni: 

Stephen T. Shiffgen fra Salt Lake City, 
Utah, efter sidst at have arbejdet i Nykø- 
bing F, 

Thomas R. Burt far Salt Lake City, Utah, 
efter sidst at have arbejdet i Nykøbing F. 
18. juni: 

A. Bruce Christensen fra Salt Lake City, 
Utah, efter sidst at have arbejdet som as- 
sistent til missionspræsidenten. 
Thomas Hughes fra Mesquite, Nevada, 
efter sidst at have arbejdet som assistent 
til missionspræsidenten. 
Eda Young fra Salt Lake City, Utah, efter 
sidst at have arbejdet i Randers. 
23. juni: 

Mark B. Thompson fra Salt Lake City, 
Utah, efter sidst at have arbejdet i 
Odense. 
25. juni: 

Douglas J. Wood fra Spanish Fork, Utah, 
efter sidst at have arbejdet i Rødovre. 
R. Bruce Woodruff fra Grassey Lake, Al- 
berta, Canada, efter sidst at have arbej- 
det i Odense. 

Merlin G. Jensen fra Barnwell, Alberta, 
Canada, efter sidst at have arbejdet i 
Herlev. 
28. juni: 

Philipp O. Anderson fra Ogden, Utah, ef- 
ter sidst at have arbejdet på Amager. 
25. juni: 

David G. Harlow fra Provo, Utah, efter 
sidst at have arbejdet i Vejle. 



Fødselsdage 

Vi siger til lykke til følgende søskende: 
Fanny Jacobsen, Offenbachsvej 14, Kø- 
benhavn, 85 år den 6. oktober. 
Dagny Marie Olesen, Vejle, 60 år den 
6. oktober. 

Holger Emil Pedersen, Københaven Nord- 
re Gren, 65 år den 7. oktober. 
Nielsine Kristine Nielsen, Horsens, 75 år 
den 7. oktober. 

Lydia Olsen, Aalborg, 60 år den 7. ok- 
tober. 

Christa Jensen, Frederikshavn, 65 år den 
21. oktober. 

Laura Lohfert, Haderslev, 70 år den 21. 
oktober. 

Kirstine Jensine Kristiane Hartvigsen, 
København Nordre Gren, 65 år den 24. 
oktober. 

Christina Laurine Hansen, Randers, 80 år 
den 26. oktober. 

Ane Marie Kristensen, København, 80 år 
den 31 . oktober. 



Ordinationer: 
Silkeborg: 

25. januar: 

Karl Peter Kristian Bruun ordineret til 

ældste af broder Verner Buur. 

Skive: 

31. maj: 

Poul Gade ordineret til ældste af mis- 

sionspræsident Paul L. Pehrson. 



Velsignelse: 
København Gren: 

21. juni: 

Preben og Marie Louise Devantier Jen- 
sens datter, Katja Devantier Jensen, vel- 
signet af sin fader. 



Dåb: 
Skive: 

18. april: 

Stig Haack Pedersen, døbt af ældste 
Larry H. Gardner, håndspålæggelse ved 
ældste Darrell Benson. 
Kirsten Mortensen Nielsen, døbt af æld- 
ste Tom Crandall, håndspålæggelse ved 
ældste John C. Houston. 



Ny rådgiver til missionspræsidenten 

Den 14. juni blev broder Henning Kiilerich Frederiksen kaldet og opretholdt 
som rådgiver til missionspræsident Paul L. Pehrson. 

Broder Frederiksen er født den 18. april 1934 og blev døbt i Kirken den 15. 
oktober 1960. Han har beklødt mange forskellige stillinger i Kirken, bl.a. to 
gange i grenspræsidentskabet i Herning Gren, 6 år som forstander for G.U.F. 
i Jylland Distrikt, rådgiver for distriktspræsidenten i Nordjylland Distrikt og 
sidst som distriktspræsident i Nordjylland Distrikt. 

Broder Frederiksen er gift med Sonja Klemmensen Frederiksen og de har tre 
sønner på henholdsvis 3, 6 og 8 år. I det civile liv er han kontorfuldmægtig 
ved Atomenergiforsøgsanlægget Risø's administration. 

Vi beder Gud velsigne præsident Frederiksen i det store, ansvarsfulde kald, 
der nu er pålagt ham! 



1. udgave af Mormons Bog 



Har du en Mormons Bog, 1. udgave fra 1851, eller kender, du nogen, 
som har en? I så fald bedes du sætte dig i forbindelse med missions- 
præsident Paul L. Pehrson, som er meget interesseret i at skaffe sig 
en og vil betale en god pris for den. 

Skriv til Missionspræsident Paul L. Pehrson, Dalgas Boulevard 164, 
2000 København F. 



Hvis vi ikke ændrer retning 



AF RICHARD L. EVANS 

Der er en enkel læresætning, der siger: „En ret linie er den korteste afstand 
mellem to punkter." Der er en anden enkel påstand, som tilpasset lidt til vort 
øjeblikkelige formål i det væsentlige, siger: „Hvis vi ikke ændrer retning, vil 
vi komme til det sted, hvor vi er på vej hen." Dette kan anvendes på det 
enkelte menneske, på forretningsforetagender, på samfund, på lande. Hvis 
vi ikke ændrer retning, vil vi komme til det sted, hvor vi er på vej hen. Hvis 
vi f. eks. stifter mere og mere gæld, vil vi fortsætte med at komme til at skylde 
mere og mere — medmindre vi ændrer retning. Hvis vi foretager os noget, 
som er skadeligt for vort helbred eller vor lykke, vil det, hvis vi ikke ændrer 
retning, ende med, at vi får et dårligt helbred og bliver ulykkelige. Hvis vort 
forhold til vore kære er ved at forværres, hvis vi bevæger os henimod mindre 
lykke i ægteskabet, mindre lykke i hjemmet, bør vi oprigtigt granske os selv 
for at finde ud af, hvilken rolle, vi spiller i denne proces, der ligesom får det 
til at gå ned ad bakke, før vi bringer sorg ind i vort og vore kæres liv. Hvis 
vi gør noget forkert, hvis vi giver os af med at være uærlige i det små, tager 
noget, der tilhører andre og ikke os, bryder loven, undlader at være helt 
sanddru eller ærlig, undlader at bestræbe os på at gøre vore daglige pligter 
— hvis vi konstant bevæger os ad sådanne veje, vil vi komme der til, hvor 
de fører. Hvis vi ikke påtager os besværet med at lære, studere og beskæf- 
tige os selv, vil vi komme hvorsomhelst, vi er på vej hen med mindre viden 
end vi burde have. Sommetider lever vi i det håb, at der skal ske noget, som 
vil føre os i anden retning. Og det kan være, at et eller andet udenforstående 
kan gøre det. Men selv om vi fik enhver mulighed, måtte der alligevel inden 
i os være en vilje til at lære, til at omvende os, at forbedre os. Man ændrer ved 
at ændre. Man omvender sig ved at tage afstand fra tidligere vaner — ændre 
retning og dreje ind på den rette vej. Hvis vi ikke ændrer retning, vil vi komme 
til det sted, hvor vi er på vej hen. 

„Det talte ord" fra Temple Square, udsendt over KSL og The Columbia Broadcasting System, Januar 4. 1970. O